Pigen fra Libanon
En Erindring fra Saida
En Erindring fra Saida
Blege Pige fra Habeya,
Cederbjergets ranke Datter,
hvorfor bragte Du mig Blomster,
hvorfor bringer Du dem atter?
Mener Du der hører Roser
til Tschibukens Rosenstamme,
er den ikke noksom smykket
med sin tætte Sølvtraadsramme?
Jeg er kommen hid med Storken,
fjernt fra Nordens grønne Moser,
jeg er kun en fremmed Franker, —
hvorfor bringer Du mig Roser?
»Ingen Franker er mig fremmed!«
Saa med Ord og Tegn hun talte,
mens en tung Erindrings Veemod
sig i hendes Aasyn malte.
»Saidas Haver er saa grønne,
Saidas Vande er saa blanke,
Saidas Døttre er saa gode, —
men til Bjerget gaar min Tanke.
»Der var svalt i Somrens Hede
under Figentræets Skygge,
der var friske Fald fra Fjeldet,
der var Fred og der var Lykke!
»I min Faders stille Bolig,
under Fyrresøjlens Ranker,
væved jeg med Guld og Silke,
spandt imens saa glade Tanker.
»Kirken med dens lille Klokke
saae jeg fra mit Vindves Gitter
Korset skygged over Døren,
vi var Alle Maroniter.
»Fredsomt var der i vor Landsby.
Men tilvejrs, paa Bjergets Side,
hang en Rede fuld af Ørne,
Det var Bruser, skal I vide, —
»Vore gamle Arvefjender!
Altid Ca’in imod Abel,
altid rede til at svinge
over os den krumme Sabel.
»Og Damascus var i Oprør;
hver en christen Sjæl blev fældet,
hver som ej Koranen kyssed, —
da slog Ørnen ned fra Fjeldet.
»Nu er Taarens Leje tørret,
som i Tørke Bjergets Aarer;
men jeg kjender vel en Pige,
der har været glad ved Taarer, —
»Ej for Sløret, de rev af mig,
ej for Vævens brudte Traade,
men for Fader og for Broder,
hvem de myrded uden Naade.
»Hvorfor har dog Herren givet
Staalet Evne til at dræbe
dem, der holdt sig til hans Sandhed,
hvem hans Ære laa paa Læbe!
»Micha’l, han min stærke Broder,
var vort Skjold mod Fjeldets Ravne,
men med Dolken i sit Hjerte
gik han til sin hellige Navne.
»Turban myldred frem ved Turban,
der var Tyrker med i Flokken,
ind de stormed, hvor min Fader
læned sig mod Væverstokken.
»Høj han stod, med sine Arme
korsed’ over Oldingbrystet,
mens de plyndred Skjæggets Sølvhaar,
og med Haansord sig forlysted.
»»Vil Du sværge til Profeten,
sværge til den grønne Fane?««
Aldrig! — og en tyrkisk Klinge
blev min gamle Faders Bane.
»Hvor var jeg i al den Vaande,
da det var en Lyst at lide —
ak, med skummel Ild i Øjet,
tvang en Druser mig tilside.
»Da, — da klang et Skud fra Kløften,
— atter et — og mange, mange —
hvilken Stund! De vilde Blodmænd
blev for Frankerbøssen bange.
»Der var gaaet Bud til Safed
og til Saida og til Kysten;
da den første Kugle hvinte,
kjendte de den alt paa Røsten.
»O hvad græsselige Eder,
o hvad Raseri iblandt dem,
o hvad blodig Hævn paa Vore, —
mens de sikkre Kugler fandt dem!
»Snart de kun paa Flugten tænkte,
hver i Hast sin Ganger finder,
Byttet vil dog ej de miste:
Sølv og Guld, og unge Kvinder.
»Og fra Pælen de os slæbe,
hvor som Lam de lod os tøjre,
frygtelige Stund — da ramte
der et Hugg min Ransmands Højre.
»Jeg var fri; men min Befrier,
han var stedt i Dødsens Fare!
Sabler lyned; men Sankt Micha’l
har den Stærke villet spare.
»O jeg seer ham end, med Fezzen
over Lokkerne de sorte,
med det brune Vaabenbælte,
med den røde Frankerskjorte!
»Haanden rakte han imod mig,
Medynk lyste ham af Øjet,
der gik Stjerner op omkring mig,
da mod mig han ned sig bøjed.
»Og fra Kilden han mig læsked,
læsked meer med Ord og Tale,
mandig, ja som Cederfjeldet,
mild som vore grønne Dale.
»Nu er han bag salten Vove,
Christ ham lønne i sit Rige!
Naar jeg tæller Rosenkransen,
tæller jeg for ham tillige.
»- Derfor rakte jeg Dig Blomster,
gjem dem, tag dem med til Hjemmet;
er Du og en fremmed Franker,
ingen Franker er mig fremmed.«