I. Om en Fællesforfatning
(13. Januar 1861)
(13. Januar 1861)
Ak Venner vi er kun et Mandfolkething,
der kjønt maa nøjes med Dronning Margrethe!
Vi samledes ikke i broget Ring,
hvorfor mon og den Udsondring skete!
For Heelstatstanken
gaar jeg i Skranken,
for den, som fødes af Hjertebanken
i Maaneskin.
O siig mig Du drømmende Ungersvend,
som venter Lykken ved næste Trækning,
o siig mig, hver en beringet Ven,
som strax blev kaaret ved Haandshenrækning,
ja svar mig ærligt:
Faldt det besværligt
at regne Alt, hvad Du kaldte særligt,
for Fællessag?
Nej I, som en Fællesforfatning skrev,
der ej tør flænges af fremmed Drøjhed;
som oktroyertes ved Kongebrev,
og som kun staar under Amors Højhed:
I vandt et Rige
foruden Lige,
hvor smaabitte Minoriteter skrige —
men blot til Lyst!
Lad Unionen kun trøstigt gro,
den Union, som har Trende nødig,
men min behøver kun To og To,
en Trediemand er reent overflødig —
ja Heelstatslykke,
Du gaar paa Krykke!
Men Heelstatslivet i Hjemmets Skygge,
hvor frydefuldt!