Christian Richardt (1831–92)

Frostnatten ruged over Aandens Sletter,

        Lunden var tom;

smaat det dog lakked ad de lyse Nætter,

        Løvspringet kom.

Frejdig Columbus stirred over Havet,

Guttenberg bladed i sin første Bog,

        mangen Yngling staved

        Sokrates’ Sprog.

Trangt var herhjemme, langvejs maatte fare

        higende Svend;

Svalen fandt Tag, men Aandens Trækfuglskare

        savned det end.

Fik da Kong Christian paa de danske Sletter

stensat og hegnet Kilderne de smaa:

        Vore lyse Nætter

        Fredsværket saa’.

    Da flokked sig de Unge tæt

    paa hjemmegjorte Bænke;

    begyndte med kanonisk Ret,

    men lærte selv at tænke.

    Og hvem der holdt sit Doktor-Maal

    bar Voxlys til vor Frue, —

    til snart det Wittenbergske Baal

    beskjæmmed Kjertens Lue.

    den kutteklædte Visdom faldt,

    da Klostermuren raved;

    og friske Pust med mere Salt

    strøg ind fra Verdenshavet.

    Og Vedel varmed ved sit Bryst

    de frosne Sangens Fugle;

    og Tycho prajed Stjernen tyst,

    som bort sig vilde smugle.

    Og Slægt paa Slægt i Stammens Bark

    blev gode Navne skaaret;

    og saaet blev mangen Kundskabsmark,

    som siden rigt har baaret,

    Oldkyndighed og Medicin

    fik hver sin lærde Ole;

    den tredje Ole paa Latin

    tog Lyset selv i Skole.

    Og kom der et Magister-Hold

    det unge Kuld til Skade,

    som med Athenes Spyd og Skjold

    drev ørkesløs Parade,

    saa var der og en Holberg, som

    for deres Øre dundred, —

    til Sangens høje Musa kom,

    og vied vort Aarhundred.

    Da gaar i Land en Vikinghær

    paa Sjølunds fagre Sletter,

    og Ildgranatens røde Skjær

    gjør nu de lyse Nætter;

    med Kirken Skolen staar i Glød,

    og Fruespiret falder, —

    da følges i Fostbroder-Død,

    de høje Lysets Haller.

    Men lynramt Eg skød friske Skud

    og øged sine Grene,

    ja, strakte over Havet ud

    sin Arm mod Norges Stene!

    Og endnu flokke Danmarks Børn

    sig under Templets Buer,

    og vinget end Højskolens Ørn

    »mod Himmellyset skuer!«

        See hist ved Lampen

        gaar kjækt i Kampen

        hver Aandens Helt;

        for Jern og Plade

        kun skrevne Blade,

        og Tag for Telt!

        Men Viddets Ganger

        han tumler bold,

        og Spyd han fanger

        i Sandheds Skjold.

        Og Øjet flammer;

        i stille Kammer

        gaar Gny og Brag:

        Mens Skrifter tydes,

        med Aander brydes

        han Slag i Slag!

        Skal ej med Skamme

        han fly den Dyst,

        maa Pilen ramme

        hver Dødnings Bryst.

        Men Spørgsmaal klirre,

        og Tvivl forvirre

        hans klare Syn, —

        da som fra Himlen

        slaar ned i Vrimlen

        et Tankelyn!

        Den dunkle Gaade

        sin Løsning fandt,

        han kan den raade, —

        sin Sejr han vandt!

Tak være Alle, som ærlig stred,

med Alvor, Taalmod og Mod!

        Gjennem deres Navne

    er Kredsløb af Folkets Blod:

        Adelsmænd af gammel Æt!

        Søn af Skipper og Præst!

        ringest Pilt fra Ploven

        gjorde det stundum bedst.

Tak være Hver, som har tøjlet kjækt

sin Tankes stridige Spand,

        Aandens Vande dæmmet

    til Gavn for vort gamle Land!

        Fik ej Folkets bedste Liv,

        Barnets, Sangerens Drøm,

        Plovens og Hjulets Verden,

        Kræfter af samme Strøm!

Tiderne rulled, og Slægter svandt, —

Du, vor Moder, haardt maatte bløde!

Men hvad for Alverden vor Forskning vandt,

hvad stort og herligt, hvad skjønt og sandt,

skal farve Kinderne røde!

Det groer i Tænkningens Dybder tyst,

det dirrer fra Luftens Strenge,

blinker fra Stjernens og Lysets Kyst

langt ud over Bøgens Vænge!

— Maatte da vidnes om hundred Aar:

        Kong Christians Gaard

graaner af Ælde, men gjemmer Vaar!