»Bedstemoder! maa jeg bringe
Dig lidt Blomster her paa Sengen,
det er Foraar maa Du vide,
og det myldrer alt i Engen?«
Er det Foraar! ak, mod Foraar
er det trangt at maatte senges,
aldrig see de grønne Skove —
grønne Skove, hvor jeg længes!
»Hvad for Blomster skal jeg plukke?«
Skovbundsblomster! »Ja men hvilke?«
Syreblomsten med de hvide
Alfeslør om skjulte Stilke!
Baade hvide, blaa og gule
Anemoner skal Du plukke,
det er dem der væve Tæppet
til det grønne Indelukke.
Og Violer! den alene
skulde Vaar i Luften blande,
nordisk Foraar! og dens Blaahed
er som Stænk fra Sydens Vande.
Faaer jeg dem, da har jeg sagtens
Foraarsbundens bedste Gave,
inden Bukkargrøntet planter
sine Kors paa Vaarens Grave.
Dog, betænker jeg hvor hastigt
al den friske Skjønhed ødes —
lad dem heller gro derude,
lad dem falme hvor de fødes!
Mine Minder vil jeg flette
til en Krans om Sengens Pude;
naar den sidste Blomst jeg plukker,
læg mig saa hos dem derude!