Ved Helligaands-Kirkens Fornyelse
6. Maj 1880.
6. Maj 1880.
I.
Spiret blinker højt i Sky,
Kirkens Hal er rejst paany,
bødet Rift og Fure;
mangen flittig Arbejdsdag,
mangt et lille Hammerslag
styrket har dens Mure.
Herre, Du vort Liv, vort Lys,
lad din Kirke saa forny’s
paa sin Grund den gamle!
Gjør mod Tidens vilde Kast
Hvalv og Støtter dobbelt fast’!
Selv hvert Brudd Du samle!
Rust din Menighed til Sejr!
Lad paany dit Pintsevejr
over Mængden lyde!
Sænk din Aand i Daabens Elv!
Ræk os underfuldt Dig selv,
naar vi Brødet bryde!
Hør vor Bøn og svar vort Raab,
og forøg os Tro og Haab,
Taalmod under Smerte!
Lad med Ordets Hammerslag
Aanden rense Dag for Dag
Templet i vort Hjerte!
II.
Du, som Freden os forkynder,
Du en Frelser, jeg en Synder,
Du med Amen, vi med Bøn!
Du med Naaden, vi med Skammen, —
ak, hvor vi dog passe sammen,
Du Guds Salvede, Guds Søn!
Derfor steg Du fra det Høje,
at Guds Naades Tempelfløje
favne maa den ganske Jord, —
tag da ogsaa her din Bolig,
giv at vore Hjerter trolig
favne maa dit Livsens Ord!
Giv de Røster som skal lyde,
med Guds Julebud at fryde,
med Hans Lov at bøje Trods!
sandt Dit Billed os at male,
og til Viljerne at tale,
kun til Vilje aldrig os!
Giv saa os, med Ild paa Tunge
Tak og Lovsang Dig at sjunge
for det Ord som til os lød!
først at lytte, saa at lyde,
med vort Adamsliv at bryde,
tjene Dig i Liv og Død!