C. Hostrup
Juni 1880.
Juni 1880.
En Sangspildigter — bort til Præste-Pligter!
det rimer nok, men kan det rimes sammen?
»Ja,« siger Spotteren, »med største Lethed:
han skifter bare Publikum og Sted,
og bytter sit Theater med en Kirke —
hist var han morsom, her han deklamerer!«
Men saadan er det ej, og mindst med Hostrup, —
den Kaldelse, der gjorde ham til Præst,
har levet i ham, længe før han kaldtes!
Det Blik, hvormed han fra Regentsens Celle
saae paa sit Gjenboskab i Smedens Stue,
den Lunets Plaskregn, hvormed overgivent
han hundred Gange i »Soldaterløjer«
har kommanderet vore Lattermuskler,
de gik fra først af sammen med et Alvor,
der havde fuldt saa god en Barneret
som Læbens Smil og Skjælmen i hans Øje.
Der var en lystig Gjøg, som havde lagt
en Haandfuld Æg i Droslens tyste Rede:
da de var ruget ud, da Kukkerne
fløj ud paa egen Haand og fyldte Skoven
med munter Støj, med Drilleri og Gammen,
da lød, i Vexelklang med Gjøgens Latter
— naar Mulmet sank, det svale — Drosselrøsten,
en nordisk Sangfugls Røst fra Hjertets Dybder,
og den — og »Præsten« — de var begge med
i baade »Eventyr« og »Tordenvejr«,
i alt hans Digter-Syn og Digter-Dømmen,
ja selv fra tidlig Tid i »Tranedansen«;
thi hvor han tegner os en ferniseret,
forloren Dannelse, der kommer frem
det Had til Skin og Humbug, Løgn og Hulhed,
som er al Sandhedslængsels ægte Søster,
og som han fra sin Ungdom bar i Hjertet.
Just Den, der sætter Livets Formaal højest,
et evigt Maal! just han maa højest smile
ad al den Vigtighed, den tomme Daarskab,
som joller rundt i Døgnets Karuseller,
rundt, altid rundt, mod Maal, som ikke findes!
Men just den Samme, som med Smil begyndte,
og brugte flinkt sin lette Lugekniv,
han vil, — naar Tiden er der — lettelig
ombytte Lugekniv med Plov og Saasæk
og gaa i Kast med Jordens Grundforbedring,
først hos sig selv — derefter hos de Andre.
Saa — tænker jeg mig — saadan gik det Hostrup!
Det, som han lo ad før, det Skvaldergræs,
som bobler frem fra alle Muldens Rifter,
den Hejresæd, som vil agere Hvede,
den Mængde Agerkaal,
som nok gjør Agren gul, men ikke gylden,
seer han med Et som det, den er: som Ukrud,
som Farer for Guds gode Sædekorn;
i al den smaalige Forfænglighed,
som ej gjør nogen Moders Sjæl Fortræd,
seer han Fortræd — Fortræd for Aand og Hjerte;
og alle disse smaa Naragtigheder,
han saae saa klart som Faa — i dem han øjner
smaa Rodskud af det gamle Syndens Gifttræ —
og dog i disse Narre: Mennesker,
Brødre og Søstre af den samme Fader!
Da kan han ikke male meer med Smil —
der kunde komme Taarer let imellem
og gjøre Tegningen utydelig —
da faaer han Trang til meer end til at holde
Latterens Hulspejl frem, Trang til at kalde
Sjælene frem for Hellighedens Spejl
i Frelserskikkelsen fra Bethlehem,
at de maa see sig selv i Lys af Lyset
og gribe Haanden, som kan rense dem
fra alle disse smaa — Spedalskhedspletter.
Vi Andre, vi kan sukke, at vi tabte
ej blot »en Smule Digter«, nej en Mester
i Scenens Kunst, en realistisk Maler
med Lys og Himmel i sin Billedverden!
Men takke vil vi ham, nu da han graaner,
for al den Friskhed, han har bragt tilhuse i
Endnu til Sang sin Strengeleg han læmper —
Gud give ham en varm og lys September!