En vaad Oktober —
hvor lidet hyggelig og lidet proper!
Paa Vejene, dem Koens Klov har æltet
man gaar i Snavs som stænker En til Bæltet,
og det er meget lidt oplivende,
med Saaler sivende,
at see paa Hegnene de drivende.
Og i min Have
er Alt bedrøveligt og Alt af Lave;
med Askens Løv broderes stadig Gangen,
men det er fugtig-gult som Blæretangen.
Fra Stubben hvæser ind som i Extase
en arrig Gase;
og Trin for Trin Kastanie-Skaller knase.
De stakkels Asters,
de er saa falmede som salig Fasters
aflagte Kappebaand, og saa forpjuskede
som Bal-Kostymer rigtig morgensjuskede!
Selv Maanedsrosen staar i dyb Hensegnen,
med døsig Blegnen —
kun Fuchsiens Draaber holde Stand mod Regnen.
Med vaade Blade
det skyller ned i hele Styrtebade;
og næppe nok med Regnslag Du Dig nærer,
for hvert et Vindstød regner det med Pærer!
Ja, vil Du vandre har Du Brug for Modet —
slaa Vand i Blodet,
hvergang Du faaer en Bergamott’ i Ho’edet!
Det gaar tilagters
med Solens Vælde og de milde Magters;
nu Mørket snart vil støde ham fra Tronen,
og Storm og Hyl og Ufred tage Tonen.
Farvel I Roser, eders Tider endte,
ej meer at hente —
kun Juleroserne vi har i Vente.