Hist sig Marmorhøie brede,
Her er kun en Tue for et Tab;
Men dernede, ja dernede,
Der er Lighed, der er Broderskab.
Under hviden Marmorbue
Er ei bedre Søvn end under Græs,
Over Gravens lille Tue —
Vælter Jordelivets høie Læs.
Hertil kun og ikke længer
Gjælder Kindens Rødme, Guldets Glands
Og et Pust fra Graven sprænger
Jordisk Æres tornefulde Krands.
Tause Grave, høit I spotte
Verdens Roes og Verdens Smigerord!
Sporet, som en Stormand traadte,
Kan I jævne med en Spade Jord.
Her vi mødes, mødes Alle
I en Port, som ei af Trængsel veed,
Dog dens Fløie er for smalle
For et Gran af jordisk Herlighed.
Ja i Dødens dunkle Sale
Prentes Livets rette Lærebog,
Graven selv forstaaer at tale
Meer end alle Gravens Tankesprog.