Hist sig Marmorhøje brede,
her er kun en Tue for et Tab!
Men dernede, ja dernede,
der er Lighed, der er Broderskab.
Under hviden Marmorbue
er ej bedre Søvn end under Græs,
over Gravens lille Tue
vælter Jordelivets høje Læs.
Hertil kun og ikke længer
gjælder Kindens Rødme, Guldets Glans,
og et Pust fra Graven sprænger
jordisk Æres tornefulde Krans.
Tause Grave, højt I spotte
Verdens Roes og Verdens Smigerord!
Sporet, som en Stormand traadte,
kan I jævne med en Spade Jord.
Her vi mødes, mødes Alle
i en Port, som ej af Trængsel veed,
dog dens Fløje er for smalle
for et Gran af jordisk Herlighed.
Ja i Dødens dunkle Sale
prentes Livets rette Lærebog,
Graven selv forstaar at tale
meer end alle Gravens Tankesprog.