En Vidiekurv paa Gænger smaa,
det var den første Vugge Du saae;
den anden ejed Livets Varme,
det var din egen Moders Arme.
Saa vugged Dig din Gyngehest,
og Baaden i en munter Blæst,
og Træets heldende, tunge Grene,
naar Du og Æblerne var alene.
Saa vugges Du af Drøm paa Drøm,
og gynger snart paa Livets Strøm,
og tumles snart af barske Bølger;
held Dig, om En derud Dig følger!
Men sagtere det gaar igjen,
alt mod den sidste Vugge hen:
Den første havde Puder bløde,
den sidste er saa kold og øde.
Dog hvor din Vugges Gænger gaa,
og om med Svanedun eller Straa;
husk, Livet her med Smil og Sukke,
det er kun Evighedens Vugge!