Hvor Syren flokkes om Bøgens Fod
i Skoven dybest inde,
der sidder Hr. Mikkel, han er saa mørk
i Sinde.
Sørgmodelig vifter hans gode Svans
omkap med Skovens Bregner;
Kosten er knap, til et daarligt Aar
det tegner.
Min Bug er slunken, min Hals er tør,
og mine forsultne Unger,
de skrige saa forfærdelig
af Hunger!
Saa axler Hr. Mikkel sit røde Skind
i Skovens høje Sale,
og kæmmer med en Tjørnekvist
sin Hale.
Og spejler sine Tænders Rad
udi den klare Kilde,
og lusker saa gjennem Krattet tyst
og stille.
Nu svinger han om Skovens Pynt,
hvor Ax for Vinden bæve,
Hans Øje lyner, — hvilket Syn
for Ræve!
Paa Marken græsser en skjøn Flok Gjæs,
Hunden er falden i Staver,
og Vogterdrengen sliber sig
en Skraber.
Hr. Mikkel troer sig i Paradis,
det kriller ham i Bugen,
og sagte, sagte lister han
langs Rugen.
Et Sæt, og som et lydløst Lyn
en smækfed Gaas han snapper sig,
og saa afsted, — jo I kan tro
han rapper sig.
Tilskovs, tilskovs i Huj og Hast
han med sit Bytte springer,
det var som selve Gaasen gav
ham Vinger.
Bag sig han hører Skrig og Skraal
fra hele Gaaselejren
og Hundeglam, — nu kniber det
med Sejren.
Jens Vogter er paa Sokkerne,
han raaber til sin Støver:
Vær flink, Pasop! lad see, Du taer
den Røver!
Og Hunden piler rask afsted
med Snusen og med Snøften!
Men hvor er Mikkel? han er væk,
over Grøften!
Og Hunden fritter Blomsterne,
de hvide, blaa og gule;
halloj, I Smaa! hvor har den Ræv
sin Hule?
Men Mikkels Fod er Fløjl og Filt,
Smaablomsterne see ham neppe; —
da springer en skræmmet Hare op
bag en Skræppe.
Den Leg den huer Pasop for godt,
han sætter efter Haren;
Jens Vogter fløjter, — men Mikkel er frelst
af Faren.
Sin Hule naaer han ad lønlig Sti
gjennem Tjørn og høje Nelder,
nu sidder han ganske lunt og godt
i sin Kjælder.
Og mens hans Unger med lystent Blik
den lækkre Gaas betragter,
Hr. Mikkel med højstegen Tand
den slagter.
Jo der blev Gilde i Rævens Gaard,
den Steg er ganske vakker,
det er rigtig Mikkels Aften, jo
jeg takker.
Det rygtedes ogsaa vidt og bredt
til Slægt og Venner i Lunden;
Maaren gik og slikkede sig
om Munden.