Hvor Syren flokkes om Bøgens Fod
I Skoven dybest inde,
Der sidder Hr. Mikkel, han er saa mørk
I Sinde.
Sørgmodelig vifter hans gode Svands
Omkap med Skovens Bregner;
Kosten er knap, til et daarligt Aar
Det tegner.
Min Bug er slunken, min Hals er tør,
Og mine forsultne Unger
De skrige saa forfærdelig
Af Hunger!
Saa axler Hr. Mikkel sit røde Skind
I Skovens høie Sale,
Og kæmmer med en Tjørnekvist
Sin Hale.
Og speiler sine Tænders Rad
Udi den klare Kilde,
Og lusker saa gjennem Krattet tyst
Og stille.
Nu svinger han om Skovens Pynt,
Hvor Ax for Vinden bæve,
Hans Øie lyner, — hvilket Syn
For Ræve!
Paa Marken græsser en skjøn Flok Gjæs,
Hunden er falden i Staver,
Og Vogterdrengen sliber sig
En Skraber.
Hr. Mikkel troer sig i Paradiis,
Det kriller ham i Bugen,
Og sagte, sagte lister han
Langs Rugen.
Et Sæt, og som et lydløst Lyn
En smækfed Gaas han snapper sig,
Og saa afsted, — jo I kan troe
Han rapper sig.
Tilskovs, tilskovs i Hui og Hast
Han med sit Bytte springer,
Det var som selve Gaasen gav
Ham Vinger.
Bag sig han hører Skrig og Skraal
Fra hele Gaaseleiren
Og Hundeglam, — nu kniber det
Med Seiren.
Jens Vogter er paa Sokkerne,
Han raaber til sin Støver:
Vær flink, Pasop! lad see du taer
Den Røver!
Og Hunden piler rask afsted
Med Snusen og med Snøften;
Men hvor er Mikkel? han er væk,
Over Grøften!
Og Hunden fritter Blomsterne,
De hvide, blaae og gule:
Halloi, I Smaae! hvor har den Ræv
Sin Hule?
Men Mikkels Fod er Fløil og Filt,
Smaablomsterne see ham næppe; —
Da springer en skræmmet Hare op
Bag en Skræppe.
Den Leg den huer Pasop for godt,
Han sætter efter Haren;
Jens Vogter fløiter, — men Mikkel er frelst
Af Faren.
Sin Hule naaer han ad lønlig Sti
Gjennem Tjørn og høie Nælder,
Nu sidder han ganske luunt og godt
I sin Kjælder.
Og mens hans Unger med lystent Blik
Den lækkre Gaas betragter,
Hr. Mikkel med høistegen Tand
Den slagter.
Jo der blev Gilde i Rævens Gaard,
Den Steg er ganske vakker,
Det er rigtig Mikkels Aften, jo
Jeg takker.
Det rygtedes ogsaa vidt og bredt
Til Slægt og Venner i Lunden;
Maaren gik og slikkede sig
Om Munden.