Vær hilset høie Sommersol,
Du stærke, rige, milde!
Nu knæle for din Kongestol
De Vinterstorme vilde!
Sneekongens blanke Brynje brast,
Ham ramte dine Landsekast,
Den hvide Flok blev bange:
Saa Fuglen i den grønne Lund,
Og Bølgen fra det dybe Sund
Kan sjunge Seierssange.
Ja hilset være Du, hvis Arm
Strøer Guld til alle Sider,
Saatidt din kongelige Karm
Mod Vesterhvalvet glider;
Hvad Verden kalder slet og godt,
Hvad Verden kalder stort og smaat,
Vil Drotten ikke dømme:
Men Fiskerbaad og Kongestad
Og Rosenbusk og Neldeblad
Faae lige gyldne Sømme!