Et Kors det var det haarde, trange Leie,
Som Jordens Børn gav Frelseren i Eie;
Kun Had til Bolster og kun Haan til Hynde
Fik Han, der ikke kjendte til at synde.
Nu vaier Korset høit i Folkets Banner,
Og By ved By en Korsets Kirke stander;
Mod gyldne Kors sig Aftensolen bryder,
Og Korsets Ord fra tusind Tunger lyder.
I Kirkens Korsgang for det høie Alter,
Der mødes Ung og Gammel, Fløil og Pjalter;
I Kirkens Korsgang under ranke Søiler
Gaaer Klang af Daabens Vand og Gravens Nøgler.
Ja Korset kneiser over Land og Bølge,
Og Hvo vil ikke Jesu Indtog følge!
Og Alle komme de med Palmegrene,
Men Hvo vil være Simon af Cyrene!
Det er saa let at lægge Kors paa Andre,
Det er saa tungt med Korset selv at vandre;
Men vil Du favne Ham i Aftenfreden,
Saa maa Du følge Ham i Middagsheden.
Vel Dig, som gik med Ham i Livets Trængsler,
For Dig gaaer Dødens Port paa lette Hængsler!
Vel mig, om Stav jeg kan af Korset skjære,
Da gaaer jeg let, hvor Veiene er svære.