Sneen ligger tæt og blød,
til sin gode Julegrød
Bonden hjemad drager
langs den hvide Ager;
rapt han kjører,
mens han snører
Kraven tæt om Hals og Ører.
»Her er Kroen — Hej Du Smaa,
»fly mig Mosten! — kjør saa paa!«
Lifligt klukker Dunken,
dybt i Halmen sunken!
Slæden helder,
Pidsken smelder,
Hesten ryster sine Bjælder.
Kragernes Hær
kredser i Ring
Hjemmet er nær,
nu blot et Sving:
Lyset blinker gjennem Ruden!
Ved det varme Fad
er han kisteglad,
hos sin Viv og sine Glutter;
tumler med den Smaa,
som har Faldhat paa
og med røde Kinder strutter.
Men i Byens lune Favn,
her i Kongens Kjøbenhavn,
her er Gaden sølet,
her er Folk forkjølet;
Sneen smelter,
Støvlen ælter,
i Butikken ind man vælter.
Bag den overfyldte Disk
Svenden spiller som en Fisk:
»Den er meest moderne!
Sex af dem? Saa gjerne!«
Hør, hvor Mutter
staar og prutter
om et Flag til sine Gutter:
»Faar jeg det ej
for to Mark og fem,
gaar jeg min Vej,
siger jeg Dem!«
Ak, men Svenden protesterer.
Døren ikke staar,
Klokken slaar og slaar,
medens Vægterkoret grynter,
hvor endnu lidt Snee,
— hyggeligt at see —
Torvets Juletræer pynter.
Paa sin Kvist en ung Student
sidder som en Indebrændt;
Byens Julekage
vil ham ikke smage:
»Den er vandet!
Nej paa Landet
faar man noget ganske Andet!«
Og hans Tanker ile frem
mod hans glade Barndomshjem:
Mageløse Syner!
I et Hav af Dyner
Helten segner
og det regner
tæt med Kringler og med Klejner!
Latter og Sang
Dagen saa lang,
saa gaar det løs,
Panter og Kys!
og saa drømmer man saa dejligt!
— Hjemmets favre Fugl
leger med ham Skjul,
han er mellem lee og græde;
men i Mindets Favn
spirer af hans Savn
lidt af Barnets Juleglæde.