Hvor kan et Barn dog glæde sig
ved Paasketid til Jul,
og midt i Julesneen
til Bøgens grønne Skjul!
og baade Vaar og Sommer
til det at blive stor, —
naar først den Storhed melder sig,
har Haabet færre Ord.
Hvor er et Barn dog sorgløst
og trygt for dagligt Brød!
det regner ned fra Himlen,
det faaes paa Moders Skjød!
Blot Næbbet op som Fuglene,
og saa et lille Pip, —
da kommer Føden flyvende,
og nappes i en Svip.
Hvor er et Barn dog Demokrat
i baade Ord og Hu!
Baron og Malkepige
faaer samme jævne Du!
Den Simple med den Fine
er lige nær til Ven,
faaer samme glade Øjekast,
faaer samme Kys og Skjænd.
Hvor er et Barn dog troende,
saasnart det faaer Besked!
De veed (saavelsom Sokrates),
at Ingenting de veed.
Fortæl dem om Vorherre,
fortæl om Hest og Ko, —
Alt er dem lige underfuldt,
og lige let at tro.
Hvor er et Barn dog heelt sig selv
i baade Fryd og Vee, —
parat til Taarestrømme,
og rede til at lee!
Et Blik hvis Blink, et Smil hvis Krus
slet ingen Løndom har,
et Sind saa gjennemsigtigt
som Dammens stille Glar.