Far Niss, Far Niss! her ligger jeg
alt paa min grønne Hose:
vær mindelig, sig ikke nej,
skjænk mig din kjønne Rose!
Hun er saa sød, det lille Pus,
udi sin grødgraa Trøje!
Hendes Glugger er som Aaleblus,
hendes Bryst som Jellinge-Høje!
»Og siig mig, Du Svend Viderik,
»har Du at bide og brænde?
»Er Du en Drukkendiderik,
»saa faaer Du aldrig hende?«
Nej, nej, Far Niss, vær I kun tryg,
jeg er en holden Frier,
har Part i Mosekonens Bryg
og Taagespinderier.
Paa Kræfter er jeg ikke lens
og dreven nok i Faget:
det var mig, der slog Boldt med Møllerens Jens,
I véd nok — over Taget!
Jeg har i min Tjeneste Lygtemænd,
naar Vinteren er over;
og til at feje Kjælderen
har jeg en Muldvarpesjover.
Jeg boer hos Kæmpen i Højen hist,
vi har en Steenstue sammen;
men han er en Dødbider, stum og trist,
mig lyster bedre Gammen!
— Far Niss, han mumler frem et Ja
og klør sig lidt i Nakken:
»Hør saa, hvad Medgift I skal ha’
»foruden Hus i Bakken!
»Dig giver jeg en Lue ny,
»saa rød som Storkens Bene;
»og hende vil jeg lade sy
»tre Hagesmækker rene.
»Og Huset fylder jeg med Sul
»af lækre Pindsvinstryner;
»fem Kander Porse-Øl til Jul!
»og fire Kjærulds Dyner!
»Kun ét Du sige mig endnu,
»saa skal Du faae den Lille:
»forstaar som alle Højfolk Du
»den Nissekunst at drille?«
Da lo ung Viderik Kluk i Kluk,
han skelede til Stokken:
Aa jo, Du gamle Nissebuk,
vi høre med til Flokken!
Vi har holdt Bryllup, hun og jeg,
saa ganske i det stille,
men — bare for at vise Dig,
at vi forstaar at drille!