Snap, med et lækkert Been belæsset,
har netop lagt sig ned i Græsset;
bestemt forresten paa at gi’e sig Tid,
han ta’er sig just den første Bid, —
da Kragemo’er,
der ellers højt i Poppelpilen boer,
men, som det synes, ønsker Snap i Tale,
med Et ham napper i hans kjønne Hale, —
Skandale!
Vor Ven, som har i Tænderne sin Skat,
sig vender brat,
og nøjes foreløbig med at knurre;
men for tilbørlig at forpurre
slig Næsvished fra Revl og Krat,
han mener, der bør bjæffes lidt,
og bjæffer vredt.
Det virker; — ja men Benet dratter,
og Kragefatter,
der Ejendomsretten lidet skatter,
og kommer til som ved et Træf,
han har just ventet dette Bjæf;
og da der bjæffes atter,
vips er den sorte Skjælm afsted,
og Benet med,
i Sikkerhed paa et af Gaardens Tage;
og da jo Krage søger Mage,
har Snap den Ærgrelse at see de to
med samt en heel Deel andre sorte Ka’le,
der alle er i »Internationale«,
i Mag og Ro
slaa i hans lækre Kjødbeen Næb og Klo.
Han selv maa slikke paa sin Hale,
og døje Snips højst ondskabsfulde Tale:
»Det gik nok fløjten, Benet! trøst Dig Du,
Du har jo fire Been endnu!«