Der vinder sig om Fyens Land
et Baand af høje Hækker,
et Hegn, som gaar fra Strand til Strand
i Tusinder af Rækker;
som deler Øen Plet for Plet
i lutter grønne Ruder, —
tærner som et Tavlebrædt
til Brug for høje Guder.
De Hækker stænge godt og vel
for Kø’r og Faar og Gasser,
men lukker ogsaa som et Spjæld
for Støv i skjønne Masser;
saa Vandreren maa sukke tidt
bag disse grønne Skodder:
Blot man kunde skimte lidt
af Mark og Skov og Odder!
Men hvor saa Hækken skjæres ned,
at Sæden ret maa voxe,
dér aabner sig en Herlighed
bag Vogterdreng og Oxe;
da blinker frem med Ø ved Ø
den friske, salte Vove!
hvide Gavle trindt sig strø
bag hele Humle-Skove!
Og selv naar man er indeklemt
som mellem Vingaardsmure,
man sander, der er Rigdom gjemt
i disse Fuglebure!
Et Væld af frodig Blomstervæxt,
et Blad af Danmarks Skjønhed!
Hver en Aarstid har sin Text,
sin Blomst, sin Frugt, sin Grønhed.
Den vilde Rose skjær og reen
faaer Glans af Solens Naade,
og Hyld og Hassel og Syren
faaer Lov sig selv at raade;
og mangen Urt paa Skrænten lav
faaer Deel i Lysets Strømme, —
skjøndt Skarntyderne gjør Krav
paa Masse-Herredømme.
Og naar da Gyvelbuskens Flor
sit blanke Guld udmønter,
og Fugle-Ungen bliver stor,
og Klokken Græsset pynter:
da fletter sig i Høstens Krans
den dunkle Brombær-Ranke;
Bærret faaer sin Lød og Glans,
den sorte, fugtig-blanke.
Og Nødden rasler fra sin Kvist,
og Solens Bane helder,
og hvide Sne-Bær her og hist
Familiens Komme melder.
Da viser Hækkens Sne-Mur Vej
fremad mod Kirkebyen, —
uden dem var Fyen ej
det rette grønne Fyen.