I.
Hvor Asfalt-Søen ruller sit tunge
svovlede Vand
mod Machairus’ klippefaste Mure
sidder Johannes, den store Fange.
Han — kun de tredive Aar —
læser sit Bods-Liv om igjen,
strængt til det Sidste,
Tiden i Judæas stille Dage
er ham som en Drøm —
dér voxede Roser —
længst har han glemt deres Duft,
han mindes kun de tornede Kviste.
Blandt Ørknens Vilddyr har han levet,
faaet Lod om sin sodbrune Arm,
baaret dens glødende Hede.
Eensomt var der, øde og tomt, —
men øde som i Templets Allerhelligste,
mens Arken endnu stod der
ene i det høje, tomme Rum:
Israels hellige Lov
den havde han hos sig, den fyldte
Ødemarkens Vidder.
Og da han saa løfted sin Røst,
befolkedes Ørknen,
de flokkedes omkring ham,
Fisker og Tolder, Vingaardsmand og Kriger,
selv Zions Præster og Leviter.
Da var det som Eliah var kommet igjen!
som Lyn fra skyfri Himmel
ramte hans Ord den lyttende Flok,
tændte, brændte i mange Hjerter,
drev dem til Jordans Bred,
at sukke deres Syndsbekjendelse,
at svales med Daab til Omvendelse.
— Fyrsten endog, Herodes Antipas,
droges hen at høre hans Røst,
og hørte den gjerne —
nyt var det altid at see en Profet,
kildrende næsten som et Styrtebads Plask
at lade sig tordne i Støvet!
Men da Ørkenens Løve
frygtløs rev hans Purpur i Pjalter,
holdt ham for Øje, ham Israeliten,
Lovens Spejl,
vendte det mod Kongen og hans bolerske Viv,
Broderens ranede Hustru,
og raabte dem sit: Det er ikke tilladt!
da svor hun, sligt Ord skulde ej være tilladt,
— og nu er Løven i Lænker.
Hvad Veje gaar hans Grubien
bag Væggens Klippeblok?
Længes han efter sin Ørken —
ak, her er øde nok!
Smager ham ej den Fangekost,
Herodes for ham sætter?
Ørknens Kryb og Mannakorn
var ingen Herre-Retter.
Nej et, et eneste Spørgsmaal
han ikke slippe kan:
Hans Frænde hist fra Nazareth,
er han den rette, han?
Er han den hellige Menneskesøn,
Daniel saae i Synet?
Sit Hoved Døberen sænker,
spænder sin Haand om Brynet.
Ja, Røsten lød ved Jordan —
men tør paa den han tro?
Hvor er Kasteskovlen,
hvi renser Han ej sin Lo!
Hvi mejer han ej i Støvet
de strunke Tidseltoppe —
skal Øxen ikke bruges,
nu da Sol er oppe!
Skal altid Løgnen knejse
og Sandhed tigge Brød!
skal Lasten sidde til Høj bords,
og Retfærd lide Nød!
Skal til evige Tider
Klinten og Hveden blandes?
Skal ej Guds Ild-Ovn glødes —
sáa spørger Johannes.
Og dog har Aanden vidnet
for vældigt i hans Bryst —
lad Tvivlene da dømmes
af Jesu egen Røst!
Maatte blot Jesus vidne selv,
at han er »Den som kommer,«
da bort med al Forargelse —
han selv skal være Dommer!
— »Dér Vogter, tag mit Bælte!
men vær mig da saa blid,
at af min Lærling-Skare
et Par Du skaffer mig hid!
Din Herre veed jo noksom,
paa Svig jeg ikke tænker —
fastere binder mig mit Ord
end alle Kongens Lænker!«
Og snart i Klippe-Buret
har Juda’s fangne Ørn
samlet igjen en liden Hob
af sine bange Børn, —
strenge Israeliter,
som Most og Druer vrage,
som nøjes med den stærke Drik,
Profeten lod dem smage.
»Gaar ud, I fromme Sjæle,
skynd Eder hen til ham,
til ham, jeg selv har kaldet
Guds lydeløse Lam!
Spørg ham, som de spurgte mig
ved Jordans stride Elv:
Er Du den som kommer,
hvad siger Du om Dig selv?»
— Klippekamret stænges,
de skiltes kun med Nik;
Johannes’ Vogter bæver
for Mørket i hans Blik.
Ned paa sin Bænk han kaster sig
— i Døgn har ej han sovet —
»Maatte jeg faae det Svar, jeg vil,
glad gav jeg hen mit Hoved!«
II.
Tre Dage svandt, fra Kong Herodes’ Haller
mod Fængslet ned en Lyd af Cymbler gjalder.
Deroppe Fløjten og Kithåren klinge,
mens brune Piger Ambra-Karret svinge.
I rigt men dæmpet Lysskjær Hallen svømmer,
igjennem bleggult Rav sig Lyset tømmer;
paa udsøgt Viis for Sanserne der kjæles,
og Hellas’ Kunst med Østens Pragt formæles.
Her har Antipas for en Stund sit Sæde,
her vil han glemme Rom i Lyst og Glæde:
der lurer Ingen i Machairus’ Huler, —
fra Krogen kun hans Marmor-Kejser skuler.
Paa tyrisk Purpur tryg han sætter Foden,
her funkler Vinen, Glædens Frugt er moden;
i Luft af Smigerord, i Duft af Salve,
af Livet vil han glemme her det Halve.
Og under Paafugl-Vifter stolt han troner,
mens Dansen gaar til sagte Harpetoner;
hvidklædte Møer dreje sig i Vrimlen
og efterligne Stjerners Gang paa Himlen.
Saa danses der med Sværd af Moabs Piger:
én Skare stormer løs, en anden viger!
kun Leg det er — dog er der En som saares!
Blodroser pible frem, og Øjet taares.
Men Sværdets Lyn i disse Pige-Hænder
slaar hos Herodias ned — slaar ned, og tænder,
— thi hun, som tøjlesløst Herodes tøjler,
har nys sig viist bag Hallens Slange-Søjler.
Vellyst og Grusomhed var ofte Søskend’,
og hun er fængelig som Elle-Trøsken —
ved Sværdets vilde Blink, ved Blod at skue,
hun føler Hadets Glød slaa ud i Lue.
For Tronen træder hun med ydmyg Knælen,
og griber Kongens Haancl saa kattekjælen:
Lad nu med Dans min Datter Dig forlyste,
og for Profetens Ukvemsord Dig trøste!
Og Fyrsten hendes stolte Skjønhed sluger,
mens paa sin Hævnplan Tigerinden ruger;
Johannes’ Navn han fra sin Pande ryster,
og ved et Elskovs-Blik sin Sjæl forlyster.
Og brat tilside Mø’r og Hofmænd vige,
og Fløjten klager paa sin Tonestige,
og Cymblen skjælver som ved Offerstene —
paa Marmorgulvet staar Salome ene.
Med gyldent Bælte
om Indus’ letteste Lin,
— en Smaragd-øjet Slange om Armen —
sanker hun mod sig som Pile-Bundter
hvert Blik i Herodes’ Hal.
Om den voxgule Pande
svulmer en Tordensky
af sortladent, Nardus-duftende Haar,
og af Skyen lyner en Dolk
med Greb af Koral.
Med et smægtende Blik
mod Antipas’ Trone,
sætter hun langsomt
til Harpens Tone
sin rødt-omvundne Sandal-Fod
paa Gulvets Mosaik,
spejler i dets Marmor sin smidige Ynde
— en Tamarisk ved Jordan, —
til af Drømmene vakt,
fuglelet svævende,
længsels-bævende,
sagtelig hun gynger i vuggende Takt
— end er hun lidt af en Sulamith.
Da kommer der Glød i Øjets Kul:
Som Elven, kommen til en Styrtning,
søndrer sit Spejl i fraadende Gru,
døves nu
Strengenes Klang i Kobberbækners Skjælven.
Alt mens de buldre,
kaster hun Bryst-Klædet,
river med et Ryk
Dolken af sit blaasorte Haar,
saa det staar om hendes Skuldre
lig en Dæmons truende Vinger,
mens hun svinger
sit bævende Legem
uden Ro, uden Rast
i altid vildere Kast.
Daarende, æggende,
Attraa vækkende,
blotter hun sin bølgende Barm,
og til klirrende Sistrer
strækker hun i Luften favnende Arme,
mens Guldsnogens grønne Øje gnistrer.
Og da Haandklap og Raab
efter Romernes Viis bryde løs,
sætter hun i Spring
atter og atter
med rasende Sving —
til med Et hun standser
som om hun vilde sige:
Saadan danser
Herodes’ Sønne-Datter!
Der staar hun, blussende af Sejers-Løbet,
en Purpur-Nellik, svulmende i Svøbet.
En Krans hun rækker Kongen; Læben tier,
men Øjet spørger — paa sin Løn hun bier.
Antipas’ Mundskjænk Bægeret ham fylder,
og Hebrons gyldne Drue ned han skyller:
»Salome! Tak Du Uforlignelige —
tag — var det end det Halve af mit Rige!«
Og Pigen raadslaar sagte med sin Moder
— nu veed hun hvad hun vil af Verdens Goder —
og atter staar hun for Herodes’ Trone,
og hvisker for sig hen med iskold Tone!
»Stor Skjænk jeg kræver ej, skjøndt stort Du loved
— giv paa et Fad mig hen Johannes’ Hoved!«
At nu hun vrager Østens dyre Skatte,
vil hendes Moder hundredfold erstatte.
— Med flygtigt Sus et Ord ham fløj fra Tungen;
hvor gjerne fanged han nu Ravne-Ungen,
som mod Herodias’ Ring sin Klo har slebet,
og med Salomes Mund sit Bytte grebet!
Du Purpur-Pjalt, en tugtløs Kvindes Slave,
Du raadne Stengel i din Palmehave,
giv heller hen det Halve af dit Rige,
end gjør Dig selv til Achabs onde Lige!
Men nej — »en Mand, et Ord« — gik ogsaa Manden
ved dette Ord fra Hjertet og Forstanden;
han seer de mange Øjne paa sig hvile,
han føler Herskerinden haanligt smile.
»Skatmester! tag et Fad, af dem som vejer,
— korinthisk Erts — det bedste som jeg ejer!
Og Du, Tribun — Du hørte, hvad jeg loved —
bring inden Midnat hid Johannes’ Hoved!«
— Og Kjerterne forny’s, og Hallen straaler,
og Frugter bydes om i gyldne Skaaler,
og Dansen gaar — men Antilopens Øjne
kan dog kun slet Antipas’ Glæde højne.
III.
Men Asfalt-Søen ruller som før sit svovlede Vand
— Svøbet om Sodoma’s Lig-Stank —
mod Døberens klippefaste Fængsel.
Hvor lider Fangen, gruer han for Dommen?
Nej, Fred har fyldt ham!
Herodes gruer for sin Tunges Frugt,
Johannes er saa stærk som ingensinde —
Himmel og Helved de har skiftet Plads:
Helved deroppe, himmelsk Fred hernede!
I denne Aften har hans Sendebud
bragt Svar fra Galilæer-Søens Bredder —
hvad deres Øren hørte, Øjne saae,
har trofast de berettet — Ingen
har saadant hørt og seet! Spedalske renses,
og baade Blinde see, og Halte gaa,
og Døde rejses op, og Døve høre —
han byder blot, saa skeer det — han Profeten
fra Nazareth!
Og Et endnu: et Ord han har at bringe,
et Frydebud for Fattige og Ringe,
et Ord til Lægedom for alle Smerter,
et Naadens Ord for alle knuste Hjerter —
det har han paalagt os at sige Dig!
Og han har paalagt os at føje til:
»Men salig den som ej forarges paa mig!«
— Tak, Venner, Tak! Ja Ham det bør at voxe,
og mig at dale — maatte jeg blot dale
som Sol gaar ned, er den end blodigrød!
Gaar I til Ham, Han er dog den jeg vented,
— gaar I til Ham!
Vee mig, at jeg tog Anstød af Din Stilhed,
Du som vil døbe dem med Hellig Aand,
Du Hellige!
Jeg vidste vel, at Storm bebuder Vaar,
men glemte Vaaren over Stormens Rasen
— nu er den der med sin Velsignelse!
Ej vil Du knuse Israels haarde Hjerter,
men smelte dem som Solen Hermons Is!
Min Gjerning er fuldbragt — den sagte Susen,
hvori Jehovah talte til Eliah,
den kjender jeg i Jesus og hans Ord —
men hør!
Det var som Cymbelklang og Fløjtetoner
— hvad Trin paa Trappen — Fakkelskjær — Soldat,
hvad vil Du mig?
»Dit Hoved!«
— Mit Hoved! Herre, see jeg bøjer det
for Dig som skabte Himlene og Jorden,
som sænker nu din Foraarsregn i Israel —
nu trænger ikke længer Du til Torden!
»Vaagn op, o Sværd« —
nu — nu er Himmeriges Rige nær!
Et Sus — og Døberen er ikke mere
Er ikke? Jo han er, just hvor han var:
i Herrens Forgaard, nær det Helligste!
Og da i Hades Livets Konge træder,
da er vel han den første som Ham hilser,
som han paa Jorden var hans sidste Forbud.
»Den største Kvindefødte« var han her,
Guds Lov i Kjød og Blod — men i Guds Rige
han er de mindste Frelstes store Lige.
Men vi, til hvem Guds Naades Foraar kom,
tør vi da vende Ørken-Røsten Ryggen?
Nej, tifold Nej! Saalænge hine To,
som tvillingfødtes selve Pintsemorgen,
Omvendelse og Tro,
end holde hver sit Skjold ved Kongeborgen,
og ved dens Indgang kræve hver sit Løsen, —
saa skal vi lytte til Johannes-Røsten,
før Hjerterne tør smelte hen i Trøsten,
saa skal vi skjælve for Guds Vredes-Domme,
for Stormens Torden, — før Guds Vaar kan komme.