Kejserens Ven
Et Blad fra Christiern den Andens Dage.
Et Blad fra Christiern den Andens Dage.
— April 1524. —
— April 1524. —
I.
Det var sig Dronning Elisabeth,
Kong Christierns unge Viv,
til Nürnberg maatte hun drage —
saa tung en Tidsfordriv.
For sin landflygtige Husbond
at skaffe Hjælp og Sejr,
vover sig ud den Lilje spæd
i barske Østenvejr.
Igaar for Rigens Raader
hun maled Kongens Nød,
saa mangen graanet Ridder
om Hjertet blev blød;
idag hun paa sit Kammer
har lang Forhandling havt
med Hannart, Kejserens Sendemand,
og talt sin Sag med Kraft.
Hr. Hannart stryger sin Hattefjer
og vender sig til Farvel:
Fuldvist, at Brudeskatten
er Eders med Ret og Skjel!
Men Tiderne er onde,
i Jern saa maa vi staa —
og Jern maa kjøbes op med Guld —
og Guldet vil ej forslaa!
Kejseren selv maa ty til Laan —
dog tænker jeg forvist,
lysere Vejr at bringe
inden for lang en Frist!
Kun Et jeg ej tør dølge
for Eders Naade her —
han tæller de røde Snirkler
i Væggens Gyldenlæ’r.
Man siger — man siger Kong Christiern,
hans Sag til lidet Held,
har været temmelig ofte
i Wittenberg Slotskapel!
Jeg veed jo, man maa sjunge
med Fugle, man er iblandt,
dog skulde jeg meget ønske,
det ej var altfor sandt.
Man siger endog, Eders Naade
— han rømmer sig saa smaat —
er med de Evangeliske
i Kætter-Dansen traadt!
Jeg troer det ej — men tro mig,
den blotte Tro derpaa,
den burde I her i Nürnberg
for Alvor nedslaa!
Elisabeth rødmer en Smule
under sit Hovedlin:
Ja visselig har jeg smagt af
den nye, stærke Vin!
Vist har mit Hjerte banket
i Kirken i Wittenberg —
mod Luther, den vældige Kæmpe
hver Anden mig tykkes en Dværg.
Men tro kun ej, vi svige vil
vor allerhelligste Tro —
Guds Ord det rige, rene,
har givet mit Hjerte Ro!
»Jaja, vi vil ej strides
— Hr. Hannart klapper sit Sværd —
om Tro, der i Hjertet gjemmes,
men lad den blive dér!
»Og vil I Venneraad høre
til Gavn for Eders Sag:
gaa til Sebaldus-Messe
imorgen den Dag!
Thi, ganger I her i Nürnberg
til luthersk Nadver hen —
da er I ej Kong Ferdinands,
saalidt som Kejserens Ven!«
Hr. Hannart hilser ærbødigt,
og svøber sit Pelsværk om —
før Dronningen kan sig fatte,
han hende af Syne kom.
Hun knuger sin Haand mod Panden,
og siger sig selv igjen:
»Da er Du ej Kong Ferdinands,
saalidt som Kejserens Ven!«
II.
»Kejserens Ven« — det Ord slaar ned
i Dronningens unge Bryst —
med det de skræmmed Pilatus
at gjøre dem til Lyst!
Kejserens Ven — min Fordeels Ven —
Skal Carls Haand jeg miste,
ak, hvad useligt Stodder-Kaar
vil da min Husbond friste!
Hvad kunde det og mig volde,
om jeg til Messe gik —
Deel i Vorherres dyre Blod
vel ogsaa dér jeg fik!
Gud, som seer i mit Hjerte,
han seer jo og min Nød,
han vilde mig ej forholde
Smuler af Livsens Brød!
Bryder jeg nu med Pavens Mænd,
det vil os ilde gaa,
min Herre og min lille Hans —
vil aldrig en Tronstol faae!
Vorder mig arg min Broder nu,
paa mig han kaster Skylden —
af al min svorne Medgift
jeg seer vel ej en Gylden!
O Christiern, selv Du raaded mig
at følge Luthers Skik —
men sad Du her i Nürnberg,
mon Mod dertil Du fik?
Du veed ej, hvor de hader
den Wittenbergske Malt —
og hvor Du selv bli’r skæmmet,
og malet sort i Alt!
Gik jeg mig og til Messe,
det var jo kun idag —
jeg kunde for Doctor Martinus
senere skrifte den Sag!
— Men han blev ej sin Kejsers Ven,
dengang i Worms han stod —
vig fra mig Satan, Frister!
Her hjælper ingen Bod.
Det var og blev en Løgner-Færd,
om jeg fortaug min Hu,
om fra de Evangeliske
paa Skrømt jeg skilte mig nu!
Ved Herren og hans rene Ord
jeg ej mig skamme skal,
at ikke Han skal skamme sig
ved mig i Himmerigs Hal.
— Saa kæmper hun, Elisabeth
med Tvivlen i sin Sjæl —
hun synes, hun er i Ørken,
med Fristeren bag sin Hæl!
Over sin lille Hue
hun kaster et flandersk Slør,
og skyder Dobbelt-Laasen
ifra sin Kammers-Dør.
Ud haster hun ad Stadens
fast taarnede Port,
hvor nys for alle Bedende
en Valfarts-Vej er gjort;
hvor »Lidelsens Stationer«
kan skues een for een,
mejsled af Mester Adam
i den rødlige Steen.
Og Skridt for Skridt hun standser
i Andagt dyb og sand,
ved hver Station hun knæler,
som hun fra Barn er van’!
Det er ej Sankt Sebaldus,
det er Guds egen Søn,
hvem hendes Hjerte raaber til
i brændende Bøn.
Om Billedværkets Liflighed
hun kræver ej Besked —
hun selv er med blandt Kvinderne
i Frelserens Fjed!
om Kunsten ej hun spørger,
kommer kun for at lære
den Christen-Kunst, sit eget Kors
taalmodelig at bære.
»O Herre, naar det hvisker
imorgen paa min Vej:
Alt dette vil jeg give Dig,
fald ned og tilbed mig!
Alt dette vil jeg give Dig,
af Ære, Magt, og Penge —
styrk mig til for Fristeren
mit Hjertes Dør at stænge!«
Og Himlens røde Roser
i Vest sig folde ud —
men hendes Hjerte lukker sig
om Freden fra Gud!
Ham har hun overgivet
sin og sin Husbonds Sag —
nu veed hun, hvad hun vil gjøre
imorgen den Dag.
III.
Skjærtorsdags Stilhed hersker
i Nürnbergs travle Stad;
til Morgenmesse vandres der
højtideligt i Rad.
»Vor Frue« og »St. Sebaldus«
er fyldt fra Stol til Stol,
fra Vindves-Rosen blinker
den første Foraarssol.
Men da de høje Herrer
fra Messen vende hjem,
— og Ferdinands og Hannarts
Carosse mellem dem —
fra Slotsgaardens Sidefløj
der gaar en sjelden Gjæst:
det er Lorenzes-Kirkens
evangeliske Præst.
Guds Død! — raaber Kongen,
og springer af sin Vogn —
Sin Skriftefader henter hun
fra Kætternes Sogn!
Og fnysende han stormer,
af Harme vild og ør,
med Hannart i sit Følge,
mod hendes Kammer-Dør.
Den aabnes, da han banker
med Knappen af sit Sværd:
Trodsige Elisabeth,
sligt vover Du her!
Men saaer Du os Hvirvelvind,
see til, hvad Storm Du høster —
nu er Du ikke længer min,
saalidt som Carls Søster!
Den unge Dronning vakler
ret som en anskudt Hind,
en sagte Glød sig tænder
paa hendes blege Kind:
Ak, sad min høje Herre
endnu paa Danmarks Trone,
visselig skulde I Alle
tale i anden Tone!
I Alt saa skal jeg villig
give Kejseren sit —
mit Knæfald og mit Hjerte,
det ene være mit!
Og vil I ej mig kjende,
fordi mig fattes Magt —
da har dog samme Moder
til Verden os bragt!
Ferdinand vil svare
af Magtens Overmod,
men paa et Vink af Hannart
han tæmmer sit Blod;
lidt skamfuld han tier,
og hilser med et Nik;
hans Læbe rører hendes Haand
men iskoldt er hans Blik.
Og larmende han fjerner sig
med Kejserens Sendemand,
men raaber alt derude,
saa hun det høre kan:
En Tønde Guld jeg gav til
at aldrig det var skeet,
at hun og han — den Blodhund —
ej havde Luther seet!
Forlængst har Lyden tabt sig
af Støvletramp og Klirren,
end staar den blege Dronning
i drømmeagtig Stirren.
Som af en Nordhavstaage
de trange Minder stige —
en Hær af Billedbølger,
der komme og vige.
Hun øjner som i Fjernet
St. Romualds Portal,
alle de kjendte Billeder
i Mechelns Kathedral!
Og hist i Bispens Celle
hun lytter barnlig-from —
Ære gamle Hadrian,
nu hviler han i Rom!
Saa seer hun sig i Brüssel,
i Fru Margretes Slot —
Tapetet med dets Jason,
hvor husker hun det godt!
En Guldring med en blaa Safir
af Mogens Gjø hun faaer:
til Kongebrud hun fæstes
— hun, med de tretten Aar!
Hun mindes Indtogsdagen,
dengang hun steg iland,
syg og mat af Storm og Sø
paa Hvidøre Strand!
Hun mindes Afskedsdagen
saa tung og mørk og graa,
da Ørnen veg sin Rede
og lod til Holland staa!
Hvad pinefuld Forhandling
med Fasteren Margrete!
og Tiggergang ved Hoffer,
hvor de var ilde sete!
Og dertil maa hun græde
ved trende Smaabørns Grav —
af Tjørn foruden Roser
var hendes Vandrestav.
Elisabeth er sunket
ned i sin Bedestol,
med Hænderne for Øjet
som bange for Sol —
men mørke Skygger er det,
hun ræddes for at see,
de tykke Fremtidstaager,
Fortids og Nutids Vee.
Hun føler sig saa ene,
foruden Lys og Trøst
og dybe Sukke liste sig
fra hendes bange Bryst,
hun mærker ej, at Ternen
har tyst og uden Ord
en Rulle Pergamenter
lagt frem paa hendes Bord.
Men nu, da hun med Amen
har rejst sig fra Bøn,
ved Synet alt hun lysner
som Majskoven grøn;
hun kysser de gule Blade
som et Relikvie-Gjem
— min allerkjæreste Herre,
tusinde Tak for dem!
Travlt hendes spæde Finger
faaer løsnet Segl og Snor,
med Øjnene hun sluger
sin Husbonds ømme Ord —
O Christiern, Du min stærke,
dybt furede Eg,
hos Dig og ved din Side
bli’r Faren som en Leg!
Men disse mange Blade
af lyst Pergament —
hvad seer jeg, jeg som mente,
det var et Dokument!
Saa har jeg da i Hænde
den Evangelie-Skat,
Hans Mikkelsen har syslet med
saamangen Dag og Nat!
Og ivrig ud hun folder
de store løse Ark;
først læser hun om Hyrderne
paa Bethlehems Mark —
Ak! »Fred over Jorden«
— kom hid, kom hid!
Men jeg, jeg maa jo færdes
i evindelig Strid.
Hun blader og hun blader
som var hun ud af Spor,
det er som om hun søger
et enkelt Herrens Ord!
men da til St. Matthæus
det tiende hun kom,
hvisker hun: her er det,
det Ord jeg ledte om!
Ej er jeg kommet at bringe Fred
men Sværd!
Hvo Frænderne elsker meer end mig,
er mig ikke værd!
Paa Torvet er der Sladdren
og Støj og Liv og Summen,
hvor »Gaasemandens« Bronce-Gæs
spy Vand i Springvands-Kummen!
og trindt fra Glug og Bislag
det gaar fra Mund til Mund:
Nu er Kejserens Søster
bidt af Luther, den Hund!
Men hist i Borgens Sidefløj
sidder ved Trøstens Kilde
en arm og eensom Dronning,
hvis Sjæl er bleven stille:
sin Krone har hun mistet!
og hjemløs maa hun flakke!
men Freden har hun fundet,
og derfor maa hun takke!