Christian Richardt (1831–92)

Der er saa øde i Dannevang

om Lærdommens stenede Kilde;

med Kingo Lærken sig højt opsvang,

men ellers er der saa stille.

Om Munkholm skummer end Bølgen strid

og spotter al Stormands-Vælde;

men selv den bærer en Stormand hid,

                en Holberg —

        fra de norske Fjelde.

Hist fra Bergen — »Noæ Arken« —

lander han i Danemarken:

Ingen Araratske Tinder!

O men Tørhed nok han finder!

Længer ud maa Kjølen skjære,

fra det Trange fra det Tørre —

Verden er dog sikkert større,

og derude nok at lære!

Ja, trods Mare og Migræne,

naa’r han Rhin og Thems og Seine;

alt som Fløjten han trakterer,

han i Lærdom avancerer!

Nye Moder, gamle Drømme,

Folkeliv og lærde Akter

lige flittigt han betragter —

lærer sig at see og dømme.

Mens han Clio caresserer,

ham Thalia engagerer —

og han vies til at være

Verdens anden Moliere!

Tidens fede Afgudsoxer,

alt det Smaa, pedantisk Vrange,

faaer han Lyst tilgavns at stange,

alt som Satyr-Hornet voxer.

— Nu da Holberg Verdens-Arken

byttet har med Danemarken,

nu skal Jorden kulegraves,

dygtigt hakkes, kyndigt aves!

Hvor man før saa’ Knolder ene,

skal man rige Druer sanke —

Kunstens Vinstok skal sig ranke,

kranse højt Den Danske Scene!

Holberg svinger Tryllestokken

over gamle Hallandsaas —

frem det myldrer, hele Flokken

maa fra Munden tage Laas!

Mester maa politisere,

og Montanus disputere!

Magdelone maa i Dansen,

og parlere maa Hans Frandsen

        — Ej, hvilke Syn!

Og skjøndt Støv fra lange Tider

om hans Billed-Verden føg —

Himdredaar ej paa dem bider,

ungt er end hans Penselstrøg!

I de gamle, kjendte Rammer

end von Tyboe op sig strammer,

Nille truer med Krabasken,

Jeppe trøster sig med Flasken

        — den Dag idag.

Vor Holberg har os lært at smile,

og Holberg har os lært at see!

og rejste vi de tusind Mile,

vi glemte ej med ham at lee.

Men gransker Du hans Aasyn nøje,

som taus han sidder Dagen lang,

bag Skjælmen i hans kloge Øje

Du seer en mægtig Sandhedstrang!

En Sjæl, der skarpt sig holder vaagen,

og prøver sig mod Dødens Gys,

der spejder gjennem Jordetaagen

og higer altid efter Lys!

Luft vil i kvalme Stuer ind han lede —

og hvad af Lys han vandt, det vil han sprede I

Saatidt han vore Skjødesynder fælder,

og rydder op i Tidens Nelder,

da er det Sundhed, han bereder Væxten.

Og kun fordi hans eget sunde Øje,

saltet af Nordhavs-Bølgens Sprøjt,

har holdt sin Udkigspost saa skarpt og nøje,

derved han rammer os og vore Fæller,

saa vi maa ryste vore egne Bjælder.

Og graver han sig ned i gamle Bøger,

da er det Sandhed, som han søger;

                Lyset ham vinker,

og fra hans Saga-Griffel højt det blinker.

Kun ejer han den sjeldne Egenskab,

                just ej til Tab,

at mens han Alt beretter saare redelig,

saa kan han aldrig blive kjedelig;

jo meer han sig med Lærdom fylder,

han som en Midas den med Vid forgylder.

Ja, skriver han om Danmark eller Kirken,

om Heltes og Heltinders stolte Virken —

hans første »Helt«, hin gjæve Peder Paars,

een Gang for alle har ham Pennen spidset

saa skarpt og morsomt bliver altid Ridset!

Og da han sin Professor-Bolig bytter,

og Universitets-Qvæsturens Skranker,

med Lindeskyggen mellem Bonde-Hytter,

— med dybere Behov hans Hjerte banker;

                halvt bag latinske Skodder,

paany han Lutherdommens Dybder lodder.

En Snørlivs-Tid har Formel-Væsnet stivet —

mod det han stride maa for Livet,

for Aandens Frihed til sin Arv at prøve,

og Skole-Spindet ned at støve.

Men — var »Guds Ord og klare Grunde«

en Luthers Løsen — Tiden, som vil frem,

den skiller dem! og menende sig sund,

den havner (eller gaar paa Grund)

lutter klare Grunde — i Forstanden.

Did styrer Holberg; men hans Kjendingsflag,

det har den Indskrift: Dømmer ej hinanden —

lad Troen blive Liv og Sindelag!

Som en Niels Klim han maa i rastløs Færden

selv gjennemfare Aandens vide Verden,

og kaste Fremtids-Tanker ud.

Men ej han gjør en Afgud af Forstanden

— dybt bøjer han sit Hjerte for sin Gud.

En Sandhedssøger er han, til han falder,

— det skal han takkes for i disse Haller!

Ja han, som var indskrevet først til Soldat,

er hele sit Liv til at fægte parat

mod Tranghed for Livets og Frihedens Ret,

med Latterens Skyts og med blank Bajonet!

At tage paa Kornet hvad skjævt er og sært,

og Kunsten at ramme, ja det har vi lært

                af Holberg!

Og, kom han tilsidst i den fine Portion,

og vaagned (lig Jeppe) en Dag som Baron —

den Gyldenstyks Hue, Trompetternes Skrald

ej drog ham et Fjed fra hans viede Kald!

For Slægter han hegned Oplysningens Sti —

og halvvejs vi leve af hans Baroni,

— vor Skole, vor Videnskab, vor Poesi —

                af Holberg!

Den Arv, os Holberg efterlader,

                lad den ej dø!

Var barnløs han — for os han var en Fader!

For første Gang mod Nordens Pol

blev som ved Hellas’ lyse Fester

Digteren Folkets Tugtemester,

                og Scenen Lærerstol.

Og sad han eenlig i sit Kammer

og uberørt af Elskovs Flammer,

— vort danske Sprog, det var hans Ungdoms Brud!

Har han kun lidet kjendt til Freja,

tro var han sin Penelopeia:

de Bejlere til hendes Ære,

hvis Svulst og Haan hun maatte bære,

                fejed hans Pile hastig ud!

Og skjøndt han vidt i Verden vanker,

og med en Verdensborgers Tanker,

— vort danske Hjem, det har hans Hjerteslag!

Dets Saga gransker han ved Lampen,

dets Ære ildner ham i Kampen,

dets Vidskab tager han i Pleje,

dets Sønner skjænker han sit Eje —

                hvor var han tro mod Danmarks Flag!

        Saa takker Holberg, tak ham Alle,

        for alt hans rige Fremtids-Værk!

        Hans Træ derude, det kan falde,

        — han selv er Stormene for stærk!

        Vor Kunst, vor Videnskab, vort Sind

        har han til Sundhed viet ind.