Hvilken Sanger og slet ikke spradende!
Og han gaar med en stor Diamant!
Hvilken Kunstner, skjøndt Ingenting ladende!
Og det staar der da ogsaa i Bladene,
og hvad Bladene siger, er sandt.
Hans Crescendo er ganske guddommeligt,
hans Piano fast uoverkommeligt,
der er ikke hans Mage paa Jord,
han er stor!
Og hvor rørende, virkelig rørende,
naar han synger om Kjærligheds Magt!
Han er meer, han er næsten forførende,
han fortryller aldeles den Hørende,
saa det bankende Hjerte slaar Takt!
Ja, saa Følgen af al denne Følelse
Er en let lille Hjerteforkjølelse,
naar Du seer paa et Boghandlerbrædt
hans Portræt.
Er han lykkelig, virkelig lykkelig?
Derom veed man ej rigtig Besked.
Derom spørges der ej saa omhyggelig,
derpaa svares der ej saa udtrykkelig,
og det kommer os slet ikke ved:
»Lad ham lide — til passende Tider —,
naar blot ikke hans Sølvstemme lider!
Herregud, skulde den blive tynd,
det var Synd!«