Kom lad os gaa gjennem Lindenes Række
ud til Havnebroen ved det spejlklare Vand,
Fuldmaanen bryder nu Skyernes Dække,
striber med sit Sølv den mægtige Kran
Damperen ligger saa tvær og saa mat,
Røgsløret vimpler sig ej over Søen:
Hist var der Dagstummel, her er det Nat,
stille trods Pladshundens Gjøen.
Pakhuset, klodset og graat og bedaget,
ligesom forynges i Bølgernes Bad;
Lugerne blinke som Sølvtavl i Taget,
kappes med Stjernernes blinkende Rad.
Sømanden mønstrer den drømmende Havn;
kjed af saalænge paa Jollen at bie,
kalder han bønligt sin Skude ved Navn,
raaber paa Anne Sophie.
Alt er saa tyst, men urolige Tanker
flokkes her ved Dag under Støjen og Raab
hvergang der lettes og kastes et Anker,
kastes eller lettes de flagrende Haab;
hvergang det ringer, fra Morgen til Kveld,
hvergang et Hjul gjennem Bølgerne skummer,
vexler det her med Goddag og Farvel,
Taarer af Fryd eller Kummer.