Ved N. F. S. Grundtvigs Hundredaarsfest i Udby
(10. Septbr. 1883.)
(10. Septbr. 1883.)
Ja her er Grundtvig voxet op,
i disse grønne Dale!
Og her paa Kirkebakkens Top
forstod han Sagnets Tale:
at Troldens Kuld maa gjennes bort
ved Kirkeklokke-Klangen!
at Blødt kan tage Tag med Haardt,
at der er Sejr i Sangen!
Og Drengen blev til Mand og Skjald,
og stod for Livets Gaade,
og lærte snart i Sagas Hal
Old-Runerne at raade;
dog blev han i sin Faders Spor,
og Kirken hist den lille
har hørt den Unges Alvorsord,
og seet hans Taare trille.
Men fra den fjerne Jordans Elv
fornam han Fosse-Duren;
og alt som han blev lydhør selv,
for Mund han satte Luren —
og nidkjær for sin Herres Hus,
med Ryg mod Kirkens Pille,
han skovled bort hvad Kalk og Grus
der laa om Daabens Kilde.
Og Troens Ord, hans Hjerte bar,
han fæsted til sin Stander,
og da som Tymme Sællandsfar
han løfted højt sit Banner!
Om det en Fylking Kredsen skrev
i vide, tætte Rader,
saa han for mange Sjæle blev
en anden Kirke-Fader.
Saa knejs Du gamle Kæmpesteen,
mens Udby Klokke klinger,
og tal til Slægt paa Slægt om En,
hvem Gud gav Aandens Vinger!
Lad fældes Eg, lad visne Alm,
ej Tiden Dig skal rokke,
saalænge der er Grundtvigsk Malm
i Danmarks Kirkeklokke!