Christian Richardt (1831–92)

Saa lyser under Bøgens Grene,

I kjendte Træk, I skjønne, rene

af medfødt Højheds stille Ro,

af gjenfødt Kjærlighed og Tro!

Er Stenen kold — hun var det ej,

hun var saa mild, som Blomst i Maj.

Ej skal dit Billed staa blandt Grave,

men i din egen Rosenhave;

thi Mindet om Dig har en Duft

som Rosens i Skjærsommer-Luft!

Og Børnevrimlen vil med Savn

velsigne højt dit Dronning-Navn.

O Marmor, gjem da hendes Minde,

fortæl, hun var saa from en Kvinde,

hvis Purpur og hvis Hermelin

var ingen fattig Haand for fin!

Fortæl Enhver, som gaar forbi

om Dronningen paa Sorgenfri!