For Kejser og Rige staar en Mand,
han staar i Dødsens Fare —
satte han Sjælene i Brand,
lad ham sit Ord forsvare!
Igaar han var baade træt og bleg
og langt fra Aandens Vælde —
var det den sachsiske Torden-Eg?
ham vil et Vindpust fælde!
Igaar han bad om Betænknings-Tid,
om han sig kunde læmpe;
inat var hans Søvn saa fast og blid —
idag han er en Kæmpe!
Med En har han talt ved Kveld, ved Gry,
i Bøn af lydigt Hjerte —
nu vil han ikke for Noget kny,
det hedde Kors og Smerte!
Ja skal han fare i Havdyrets Bug,
han lider paa en Større —
haver Vorherre for ham Brug,
kommer han paa det Tørre!
— I Timer Luther har ventet spændt
paa Bispegaardens Trappe;
Mange har hadske Blikke ham sendt,
som vilde hans Blod de tappe.
Gamle Frundsberg, den Krigsmand djærv,
har sagt ham, hvad Dyst han vover —
Andre af Smil ham rækker en Skjærv
og Hellebarder ham lover.
Men selv han gjennemgaar i sit Sind
for syvende Gang sine Skrifter —
han veed, da han lukkes i Hallen ind,
sin Tro han aldrig skifter.
— Det funkler fra den brogede Krans
om unge Kejserens Trone,
fra Fløjl og Hermelin gaar der Glans,
fra Hjelm og Hertugkrone.
Det blinker af Guld, det rasler af Sværd
om Luthers ringe Kutte —
blot Synet af al den Herrefærd
kunde ham vel betutte.
Og Pave-Legaten spørger hvast:
»Naa, Munk, vil Du gjenkalde?«
Pater Martin seer ham i Øjet fast —
en Naal kunde høres falde.
»Kejserlig Naade, og Rigens Raad!
det maa jeg bekjende ærbødigt,
stundum min Pen haver havt en Braad,
meer spydsat og spids end nødigt.
Men hvad jeg har udlagt af Guds Ord,
det vil og maa jeg forfægte,
at ej den Herre, paa hvem jeg troer,
mig skal for sin Fader nægte!
Og hvad jeg har talt om Vold og Sned
fra Paven og hans Fæller,
det maa jeg for Folkets Skyld staa ved,
Tusinders Fred det gjælder!«
Legaten drejer paa sin Barret,
og hvisker med sine Venner —
»Nej, Doktor, strængere Regnebrædt,
dit Nej eller Ja uden Men’er!«
En stille Bjergsø er Luthers Blik,
skjøndt lette Krus man kjender:
»Saa skal I faae Svar, saa det har Skik,
dog uden Horn eller Tænder!
Drages til Minde Vorherres Ord,
dengang de ham dømme vilde:
Hvi slaar Du mig, hvis jeg med Sandhed foer
— bevis mig, jeg talede ilde!
Ej fra mit Ord vil jeg lyve mig ræd,
jeg tør ej, om jeg kunde —
fejler jeg, maa I slaa mig med
Guds Ord og klare Grunde!
Men ej paa Koncil eller Pave jeg troer,
og ej hvad i Klostre skribles —
fanges jeg maa i Christi Ord
og i hans tro Disciples!«
— Saa taler han, Luther, og føjer til
foruden Frygt eller Stammen:
»Med mig faaer I gjøre, hvad I vil, —
her staar jeg — Gud hjælpe mig! Amen.«
Ja det var »Kætterens« Kæmpespring
til Zions Stad tilbage,
højt over Baal og Bispething
og Seklers Sagn og Sage!
Og sprang han sig ind i »Rigets Acht«,
og maatte sit Liv han vove —
Vorherre skikked ham Englevagt
i Thüringer-Landets Skove.