Du ligger Du ramt, Du stolte Bøg!
Og husvild flagrer den flinke Gjøg,
Som før sad luunt inden Grene;
Nu ligger Du ramt, med spaltet Bryst!
Før Stormen skover sin gule Høst,
Den meiede Dig alene.
Jeg saae Dig i Mai, da Du sprang ud,
Med flimrende Duun og lyse Skud,
Som Frosten ei kunde lukke;
Ved Kvæld var Bladet i Knop indsvøbt,
Om Natten blev det i Duggen døbt,
Ved Morgen sprang det af Vugge.
En eneste Nat gjorde Knop til Blad,
En eneste Nat har nu splintret ad
Din trinde, mægtige Stamme!
Din Krone slæber i Slud og Støv,
Og Hjorten vrager dit runkne Løv,
Du er dømt til Baal og Flamme.
Men naar til Vinter vort Arnested
Du giver Tunger at tale med,
Som høit for Stormene lue:
Da skal Du selv, mit eget Træ,
Min Vandrings Hvile, mit Sommerlæ,
Jage Vinteren af min Stue!