Ved Studenter-Sangforeningens Fest
16. December 1879.
16. December 1879.
Kor.
Herlige Sang,
barnfødt hos Droslen i Dale,
fostret i Havfruens Sale, —
herlige Sang!
Du var vor Fryd,
Leg som med tonende Ringe!
Flugt som paa brusende Vinge,
Du var vor Fryd!
Solo.
Studenten sang i Fædres Old
om Venskab, Vin og Piger.
Den Sang var munter, brav og bold,
men Tonespil i Dur og Mol
var lidet kjendte Riger.
I Sangkunst var Studenten stum,
og end i Slummer Musen;
da steg hun fra sin dybe Slum,
lig Cypria af Havets Skum,
af Frihedslivets Brusen!
Hun vinker med sin Jomfruhaand,
hun vier vore Faner!
i Folkevisens Klædemon,
med Ulla Vinblads Flagrebaand,
til Sangerdyst hun maner.
Studentersang, Du herlige,
— o glade Fremtidsvarsel! —
ret snart Du blev den særlige,
aldeles uundværlige
ved Bryllup eller Barsel!
Kvartet og Kor.
Ja Tonestrømmen bølged let
og nok saa net
i baade Kor og i Kvartet,
alt for en Jomfruskare!
Og frydet har det mangen Sjæl,
og krydret vel hver Festens Kveld,
naar alle Stemmer sang,
snart mægtigt crescendo,
snart diminuendo, —
allegro non troppo, —
allegro galoppo — o. s. v.
saa lifligt som Fuglene kvidre!
Og Koret i Studentens Gaard
sin Yngel faaer;
sin Lærketrille Sangen slaar,
vidt over Danmarks Vange!
O Masser af Forgreninger,
o Høst af Sangforeninger!
Ja snart Alverden sang:
fra Livjæger-Flokken
til Brolægger-Stokken,
fra Meelmand og Bager
til Bybud og Drager o. s. v.
saa flittigt som Fuglene kvidre!
Melodrama.
O Sangforening!
I Højtidssalen som bag fire Vægge
var Du Studenterlivets Kjæledægge, —
det er den offentlige Mening;
og det kan ikke nægtes, de Kvartetter,
de favoriseres jævnlig med Billetter!
Saatidt Du drejer paa din vante Lire,
og kjører frem med dine Fire,
dér tydes Alting til Elskværdighed,
dér kjæler man for dine Kunstnernykker,
selv om Tribunen gaar istykker,
og Koret med!
Ja Sang er Magt,
det mærker man som sagt.
Tenoren er en Ild-Aand, fyrig skjøn
(og stærkt i Velten hos det svage Kjøn),
som flammer Sjælen op, lig Ilden Hørret,
og smelter Hjerterne (og stundum Smørret).
Sekunden er en Luft-Aand, af de stille,
som aldrig stormer løs med Fagter vilde,
men følger trolig i Koncertens Timer
sin Tvillingbroder, ganske som han primer.
Og Primo-Bassen er en Jordens Søn
(som Jordens Spirer stundum noget grøn),
der gjerne melder sig i store Skarer,
og traver uden mange Dikkedarer.
Men »Andra Basen«, han — ja han er Basen
(hvis ikke han da synger som et Asen):
han er som Havet med den dybe Torden,
som spejler Lys og Luft, og favner Jorden!
han holder sammen støt paa hele Grejen,
og brummer: der er Ingenting ivejen!
Af disse fire skjønne Elementer,
rørt sammen i en herlig Harmoni,
har dannet sig imellem os Studenter
en Stat i Staten, stærk og fri!
Og lutter glimrende og stolte Minder
en sagnrig Oldtid fast til Nutid binder.
Kanon.
Ja længe leve Sangen
paa Læben og i Bryst!
Saalænge Toner lykkes,
saalænge Noder trykkes,
saalænge Punsch der brygges,
er Du vor Hjertenslyst!