Der græd to Elskende i Himmelborgen;
han hedder Aften, hun den lyse Morgen.
Tidt bejled han til Nattens skjønne Datter;
men Mulmet svarte ham med Skoggerlatter.
Tungsindig Aften har saa stærke Tanker,
thi fra sin skjære Brud saa fjernt han vanker.
Han klager for sin lille Tjenerinde;
Hun bringer Bud imellem Ham og Hende.
— Ung Morgen kaster sig i Dagens Arme;
o smelt min Moder i din Medynks Varme!
Og Dagen løfter hende paa sin Skulder,
og Natten viger og sit Aasyn skjuler.
Og Timen nærmer sig, den kommer, kommer;
den favre Stund, den kalde vi Skjærsommer.
Da favnes Kveld og Gry i sagte Gløden,
og Aftenrøden kysser Morgenrøden.
Og Havet jubler højt, han tør det vide,
thi ham de begge hvisked deres Kvide.
Og Bølgens Larmen vækker Fuglesangen,
og Kilden sladdrer til hver Blomst i Vangen.
Og Jorden vaagner i sin Rosenvrimmel
og seer det Rosengry paa Nattens Himmel;
Og i sin Undren kan hun ikke sove,
thi deres Taarer faldt i hendes Skove.
— Men Natten truer dem med mørke Blikke;
snart kun et Haandtryk Han tør Hende skikke.
Saa maa de skilles. Naar de skilles bange,
da tie Lundens Nattergalesange.