I.
Vidt over grønne Bølge
ad salten Østersø
med Psalmesang i Følge
det gik fra Danmarks Ø,
bort fra de slagne Enge,
bort fra de lyse Dun,
til Estlands øde Klinter
bag det sandede Sund.
Luren synger Amen til Munkenes Kor,
det er Korstog i Nord;
Konning Volmer lander i Estland.
See, hvor de stime sammen,
mens Øjet luer Hævn;
heel tyst fra Klintekammen
de tælle Stævn paa Stævn.
Snildhed har Lossen lært dem,
Skovenes Oxe Mod, —
»skal dette Vildfolk døbes,
maa det døbes i Blod!«
Luren synger Amen til Munkenes Kor,
det er Korstog i Nord;
Anders Sunesøn døber i Estland.
Alt Solen ildner om de sortblaa Skove,
til Ave Hornet klang, de Danske sove.
Trygt slumre de mod Voldens Græstørvpude;
men Hedningflokken lurer tyst derude.
»Op Danske op! grib Stang og Hjælm og Bue,
hør deres Hyl! see Tjeld ved Tjeld i Lue!
Hvor er de? Her, og hist, og allevegne, —
hjælp os Sankt Knud, alt Bispens Svende segne!«
Hvor vildt et Gny,
mens Kølleslag mod Ridderskjolde tørne:
»De jager os til Havs de grumme Bjørne,
hvor er vort Banner? Tabt! — Fly Danske, fly!«
Da tordner en Eliasrøst:
Hvem raaber »Fly!«
Fly Djævlen — ingen Anden!
Jag al Begjær i Stranden,
gjør Bod — saa frem paany!
Lad atter Luren gjalde,
thi Korsmænd blev vi Alle,
og Herren, vi paakalde,
Seer os fra Sky!
Og højt som Skuldrens røde Kors
Tro luer op;
Kong Volmer svinger Sværdet,
ham følger uforfærdet
hans brynjeklædte Trop,
og mindes sejromsuset:
I Dag i Afgudshuset
slog Absalon i Gruset
Og som af Morgenluen løst
— Under at see! —
neddaler Danmarks Banner,
hvor Valens Rødt sig blander
med Korsets hvide Snee.
Og om det lyse Mærke
med Bøn de stille Klerke,
med Sværd de Helte stærke
kæmpe,
sejre mod Tre.
II.
O Dannebrog, Flag for alle Flag,
sexhundred Aar har Du vajet i Slag,
og din Dug og dit Kors og dit Navn skal aldrig forvanskes!
Du er vort, Du er vort den Dag idag, —
ak, var Du blot alle Danskes!
Men kunne med Korsmænds Hu vi gaa
til Kampen, der dæmrer bag Skyerne graa,
da bliver den ej vor sidste;
ja kunne vi læse vort Banner ret
i Tro til den Herre, som gav os det,
som flytter Folkenes Grænsepæl,
om Folket øder i Tant sin Sjæl,
men atter oprejser med vældig Haand,
om Folket fylder af Ham sin Aand,
— da skal vi Dig aldrig miste!