Til min Hustru
paa Sølvbryllupsdagen
paa Sølvbryllupsdagen
17. Nov. 1890.
17. Nov. 1890.
Du var saa ung og frejdig
som just dit Haar var lyst,
saa ung og uerfaren
i Livets Alvors-Dyst —
jeg var stundum lystig,
og stundum tung som Bly;
jeg kjendte vel til Skygger,
som kun for Korset fly.
Ja vi var vidt forskjellige
og er det vel endnu —
dog Ingen i Verden
har været mig som Du
en Gave fra Vorherre
i Lyst og i Nød,
til Kvægelse og Styrke
for baade Liv og Død.
Var jeg Hjemmets Viser,
Du var dets gode Værk,
der aldrig gik for langsomt
og sjelden lidt for stærk!
Var jeg sagtens Spiret,
der peged udadtil —
Du var Hjemmets Hjerte,
der gav vor Arne Ild.
Ja, som Du op har elsket
med fast og kyndig Haand
vor Vinløvsgang derude,
og knyttet Baand ved Baand —
har over os Du hvælvet
en trofast Ømheds Tag,
der ranker sig mod Lyset
og tættes Dag for Dag.
Og som dit Haar er mørknet
og mit er bleven lyst,
saa synes mig, vi begge
os ændred ganske tyst,
alt som vi sammen vandred
den hele lange Vej —
saa Du af mig fik noget,
og jeg jidt af Dig!
Alt som vi sammen traved
paa Hverdagslivets Dæk,
alt som tilfjelds vi klavred
og drak af samme Bæk,
alt som vi vented sammen
naar Vinden var imod —
alt som vi knæled sammen
for samme Alterfod.
— Og derfor Tak og atter Tak
fra mig og vore Tre,
for al din rige Kjærlighed
i Vel som i Vee!
og derfor min Marie,
min kjække Sølverbrud,
velsigne Dig og Børnene
al Kjærligheds Gud!