B. S. Ingemann
28. Maj 1889.
28. Maj 1889.
Saae vi end ej den blege Dreng,
hvem Torkildstrup har opfostret,
dog Alle fik kjær den Harpestreng,
han stemte paa Saxo-Klostret —
tvundet af meer end Maaneskin
(som Strengen fra Ungdomstiden):
af Folkevisernes ædle Spind,
hvis Toner ej glemmes siden.
Valdemars-Oldens Ridder-Sal
han frem os trylled med Liste!
blev Synet lidt blegt ved Hanegal,
vi kan det dog aldrig miste!
Fra Liden Kirsten til Svend Trøst,
fra Drot til Madsvend og Bonde —
hvor var dog de Billeder os til Lyst!
vi kunde for dem knap blunde.
— Krig havde hærget Danmarks Land
og Orlogs-Svanernes Flokke;
da gik gjennem Ødet Ingemann
og ringed med Sangens Klokke.
Drog han i Rhytmernes lette Baand
en Stund med famlende Kræfter —
tilsidst fik han Svar af Folkets Aand,
han just havde ringet efter!
Ja var Du end selv en stille Sjæl,
der elsked Runer at granske,
og drømme ved Fantasiens Væld —
Du vakte dog Holger Danske:
Visselig har vor Isted-Dyst
og Fredericia-Braget
seet meer end een Væbner som Svend Trøst,
der skyldte Dig Ridder-Slaget!
Var Du med Æols-Harpen Ven,
med Bølgebrus fik Du Møde:
frisk er Din Orlogsvise end!
og Sulamiths Sange gløde!
Tak fra det hele Børne-Kor
for Morgen- og Aftensange!
Idag vil dit Minde trindt i Nord
faae Blomster og Tak fra Mange!