Midt i et grønt Buskads Gudinden troner:
Dèr staar Athene mod violblaa Luft
i tungt Metal af grønligt sorte Toner
med Oliegren og Spyd — stolt som en rank Cypres.
Om hende bølger let Syreners Duft,
de grønne Buske favner hendes Knæ,
og rundt om blinker Sol paa Blad og Græs,
mens Vinden leger med et ensomt Træ.
Men hun staar tavs i Blik og tung i Minen
og stirrer paa Ruinen,
som mindedes hun lønligt Danmarks Tab.
Dèr smutter Sol ad aabne Vindvers Gab,
som eengang spruded Ild lig vrede Drager;
og Slottet har ej Tjæld, ej Kobbertag, —
det gløded grønligt hin Oktoberdag,
da højt mod Himlen Ildkaskader sprang,
da Guldtapeter flunked op i Flager,
Gardiner blussed som Papir af Silke,
og Ildens Salver gennem Slottet klang,
mens udenfor
Høstløvet rasled brændt paa sine Stilke ...
Nu skinner Himlen gennem Muren ind,
og Edderkoppen spinder frit sit Spind
i tykke Karme over svedne Sten.
Athene strækker ud sin Oliegren:
En Fredsgudinde, som i Solen blunder,
en Fred, der drømmer og har gode Stunder,
som lader Glemslens Kvikgræs roligt gro
og Minder husvildt i Ruiner bo,
mens Vaaren rejser trindt de sunkne Mure
af Grønt og Græs og løfter højt sit Banner
af Løv, som Solen med en Guldbort rander.
Naturen kender ingen daadløs Fred:
den bygger op, hvad selv den nys slog ned.
Derhenne staar Herakles — rank og prud
med nøgne Lemmer under Løvens Skrud,
med brede Skuldre og med fulde Lænder,
med sikkert Fodslag og med faste Hænder,
— stor i sin Stolthed ser han Solen frank
i Øjet, mens hans Pande lysner blank.
Du Manddomsgud, hvor lidt er nu du kendt!
I højre Haand din Kølle vel du knuger,
men staar kun som i Malm et Monument
for al den Kraft, som ingen mere bruger.
Forlængst blev Verden delt blandt Diplomater,
der med Forstanden styrer deres Stater,
og al den Styrke, du har fordum haft,
vurderes nu som anden Hestekraft.
Dit Mandsmods gyldne Tid er længst forbi —
det kaldes nu kun Fusentasteri.
Ak, al din Styrke blev saa stiv som Sten —
af Tusinder dig kender næppe Een.
Athene slumrer med sin Oliegren.
I staar saa tavse i den gyldne Sol
— foran et afbrændt Slot et glemt Symbol.
Se, denne Plet, hvor Danmarks Rat har knaget
i Hundreder af Aar og styret frem,
nu ligger glemt og ligegyldig vraget, —
og tusind Minder ejer intet Hjem.
Men Murene har Ilden ikke fældet,
og Himlens Blaa har Kongeborgen tjældet.
28. Maj 1889.