Michaëlis, Sophus August Berthel, 1865--1932, Forfatter.
Faderen var tysk, Moderen af spansk Afstamning. Michaëlis blev støttet af Etatsraad Gustav Lohse, blev Student 1884 fra Odense og 1891 cand. mag. med Fransk som Hovedfag. I sin Studentertid havde Michaëlis følt sig i lige høj Grad tiltrukket af Litteraturen og Kunsten. Hans Læremester blev Georg Brandes, hvem han gentagne Gange har hyldet i Digte, første Gang i »Solblomster«, og Julius Lange, hvis Forelæsninger han fulgte. Han interesserede sig ogsaa meget for Musik og Teater, og da han 1896–98 var litterær Redaktør af det nyoprettede Dagblad »Tidens Krav«, udførte han selv Arbejdet som Anmelder baade af Litteratur, Kunst, Musik og Teater; hver eneste Artikel, der udgik fra hans Haand, var til det yderste sprogligt gennemarbejdet, og hvad Indholdet angik, bar disse mange Artikler Vidnesbyrd baade om hans Kyndighed, hans Skønhedsglæde og hans naturbestemte Entusiasme. Han skrev siden i en Aarrække formelt blændende Teateranmeldelser i »København« og var 1900–06 Redaktør af Tidsskriftet »Kunst«. Fra 1915 til sin Død var han en skattet Formand i Forfatterforeningens Bestyrelse. 1937 stiftede Foreningen et Legat med hans Navn. Han var Medlem af talrige Legatbestyrelser (Otto Benzon-Legatet, Drachmann-Legatet, Det Ancker’ske Legat, Carl Møller-Legatet). Han foretog talrige Rejser, bl. a. 1909–10 en Jordomrejse.
Michaëlis debuterede 1889 med »Digte«, der efterfulgtes af følgende Samlinger: »Solblomster« (1893), »Sirener« (1898), »Livets Fest« (1900), »Palmerne« (1904), »Blaaregn« (1913), »Romersk Foraar« (1921). Samtidig udfoldede Michaëlis en betydelig Produktion som Romanforfatter. »Synd«, to store Fortællinger (1891), »Vanemennesker« (1892), »Æbelø« (1895), »Dødedansen« (1900), »Giovanna« (1901), »Den evige Søvn« (1912), »Hellener og Barbar« (1914), »Himmelskibet« (1921). Færre i Tallet er hans Teaterstykker, »Lægen« (1906), opført paa Det kgl. Teater, »Revolutionsbryllup« (1906), opført paa Dagmarteatret og tillige paa Teatre i mange europæiske Lande samt i Amerika (filmatiseret 1928), »St. Helena«, opført paa Det kgl. Teater (1911), og »Digteren og Amor«, H. C. Andersen Festspil i Odense 1930.
Michaëliss Interesse for Kunst satte Frugt i Bogen om Vilh. Hammershøi (en Række Digte til Billeder) (1918) og en Bog om Billedhuggeren Jens Adolf Jerichau (1906). Blandt hans Oversættelser maa fremhæves Flauberts »Salammbo« og »Den hellige Antonius’ Fristelser«, Wolfram af Eschenbachs »Parzival«, I-II (1917) samt Goethes »Faust«, I-II (1927).
Michaëlis fik sit litterære Gennembrud med Digtsamlingen »Solblomster« og Romanen »Æbelø«, som Georg Brandes erklærede var »et Kunstværk uden Lyde«. Den er skrevet i en syngende J. P. Jacobsen’sk Stil, og det bemærkelsesværdige i dens Ny-Romantik beroede paa, at de sjælelige Fænomener var legemligt begrundede. Michaëlis var vel Romantiker, men hans rationelle Opdragelse fornægtede sig ikke, alt hvad han havde indsuget af sine Læremestre Georg Brandes og Julius Lange, ikke mindre end Indflydelsen af den Digter, der mere end nogen anden fik afgørende Betydning for ham: Gustave Flaubert, en Indflydelse, som blev stadig mere følelig i hans Romaner.
Michaëlis tilhørte den Gruppe af Lyrikere, der fornyede den danske Poesi i Slutningen af det 19. Aarh. Men han staar ret isoleret. »Solblomster« havde intet af den Undergangsstemning, som prægede meget af en Johs. Jørgensens og en Stuckenbergs Poesi, det var en frodig og festlig Lyrik, som forkyndte et rent hedensk Evangelium. Han svælgede i Farver, og Udtrykket for Følelsen og Sansningen skød ofte, ligesom i hans senere Lyrik, over Maalet. Denne højt kultiverede Digter manglede stundom Selvkritik og forfaldt da til en temmelig tom og banal Retorik. I »Livets Fest« møder man disse Oversættelser i Ord af Kunstværker, hvorpaa Michaëliss Berømmelse en Tid lang kom til at hvile. Digtene om Værker, bl. a. af Rembrandt, Tizian, Verocchio, viste, ligesom senere den lange Serie af Hammershøi-Fortolkninger, en Evne baade til at male i Ord og til at udløse et Billedes Aand. Han havde her en stor Forgænger Théophile Gautier og naaede ham undertiden. Michaëlis er blevet karakteriseret, ligesom Gautier, som en Digter, »for hvem den ydre Verden eksisterede«, denne Karakteristik er blevet slaaet fast saa ofte og saa eftertrykkeligt, at den er kommet til ganske at overskygge andet, mere uanseligt, mere dulgt og mere sjæleligt bestemt i hans Lyrik. »Realisten«, Oversætteren af Virkelighedsindtryk, viser sig alle Vegne i hans Samlinger, der har bevaret stærke Mindelser om, hvad han har set i Ægypten, Amerika, Japan og Kina; men disse Digte er saa at sige aldrig kun beskrivende: de udmunder i Meditationer, hvor Michaëlis er meget mere end en Retoriker, hvor han Gang paa Gang naar en storstilet Patos, af en egen dyster Klang, en Patos, som efterlader en lang Resonans i Sindet. Michaëlis havde en medfødt Sans for det yndige, det søde, det delikate, og denne Sans gjorde, at han kunde skildre japansk Natur og den japanske Kvinde saa naturligt fint, som om han var født i det Land. Men han havde ogsaa en ganske anden Trang i sit Indre: Trangen til det storladne, det monumentale, det, der er tynget og gennemtrængt af Aartusinder, og derfor hører hans Digte om de ægyptiske Pyramider, den kinesiske Mur til det bedste i hans Poesi.
Fordi han havde Øjet aabent over for den ydre Verden, var imidlertid den indre Verden ikke en lukket Bog for ham. Digtene om hans Moder, han mistede som lille, om hans Fader og hans Søster har Inderlighed og en egen Sindets sarte Blufærdighed. Og selv om han ikke var en Aand, man kunde kalde egentlig religiøs, saa har han dog tolket Menneskets Drøm om et tabt Paradis, den sugende Længsel efter dette forsvundne Atlantis, i Digte, der har et langt Perspektiv og en bølgende Musik. Det ypperste, det mest naturligt ekstatiske Digt, Michaëlis har skrevet, er det henførende »Hvad er det for en Sommer . . .«, som staar i »Blaaregn«.
Af Michaëliss Prosabøger maa fremhæves »Hellener og Barbar« og Napoleonsromanen »Den evige Søvn«. Disse Bøger rummer meget mere Skildring end Psykologi. Skildringerne kan antage en hektisk Karakter, Billederne kan synes søgte, mere tænkte end sete — alligevel er disse Bøger en usædvanlig Mosaik af Fakta, Vidnesbyrd om hvad en digterisk sensuelt bestemt Fantasi kan udvinde af et gennem lange Studier tilegnet Stof.
Chr. Rimestad in: Dansk biografisk Lexikon, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 2. udg., 1932–44, bd. XV, pp. 573–576.
1865
Michaëlis født i Odense.
1867
Alfred Nobel opfinder dynamit.
Karl Marx skriver Das Kapital.
1869
Suez-kanalen færdigbygget.
1871
Georg Brandes indleder sine forelæsninger Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur.