Sophus Michaëlis (1865–1932)

Blaaregnen stille blomstrer —

Se, Himlen faldt i Tanker:

Den drypper ned sit Blaa

i lange lilla Ranker,

der Duft for Døren slaa,

som vælded ud af Vaser

de tusind Blomsterklaser

højt ophængt i det Blaa.

Jeg bor i Bambushuset

bag Vægtavl af Papir.

Jeg lytter efter Suset

af Fyrremelodier,

ser trippe over Gruset

smaa Geisha-Kolibrier.

Tarang — tarang — tarang —

af klaprende Træsandaler

en sortlakeret Sang.

Fødder i hvide Vanter

smutter paa alle Kanter,

og Vifter smækker i Luften

med Vingesvirr som Svaler.

Jeg hører Kobberslanter

i Pengekisten ramle

som Ofre fra de Gamle,

der gik i Templet ind.

Jeg hører Bonzen ringe

og remse dovne Bønner,

mens midt i Solens Skin

to bitte Japansønner

paa Bambuskaarder fægter;

en Guldfisk under Broen

af gabende Gæller smægter.

Jeg ser et benhvidt Plekter

i Samisén’ens Strenge,

rispe haardt og længe

med Klimper, som gør ve.

Shinju, min hvide Perle,

paa Knæ for mine Gløder

med Mundens Pust du føder

Trækullet under min The.

Din Kimono kan ej dække,

den lader dine Lægge

trinde og røde se.

Rejs dig, du Smaa, staa op:

Jeg drikker gerne The,

men helst af dine Læbers

duftende lille Kop.

Shinju betyder Perle.

Din fine Mund er krydret

som Tragten af en Snerle,

og selv af dine Bryster

aander jeg Duft af The.

Blaaregnen stille blomstrer —

I lilla Himmelstrømme

en Styrt af Blomsterdrømme,

der sagte risler ned.

Et Vingeglimt af en Trane

hen over Blaaet gled

fjernt, hvor jeg knap kan ane

Fujis evige Sne.

Hvid paa den blanke Himmel

dens Skytop staar at se.

Selv Fiskeørnen svimmel

flyver mod denne Sne.

Du skønne hellige Fuji,

Blaaregnen gav du Navn.

Du tog som den en Himmel

af Evighed i Favn.

Højt over Nippon-Landet

din Snetops hvide Bavn

du har til Vartegn dannet,

der tolkes som en Gaade

og søges som en Naade

— et Bjerg-Fantom, der skinner

i Luften fjernt som Maanen,

mens dine Siders Skraanen

i Slør af Skyr forsvinder.

Du staar som drømforklaret

i Blaaets tomme Hvælv:

En Gud har aabenbaret,

et Bjerg afslørt sig selv.

Men Bjerget stille blinder

sit blide Himmeltegn,

hver Gang det bliver Regn;

den fine Kurve rinder

i selve Luften ud,

og smeltende forsvinder

Snetoppens hvide Bud.

Forgæves Uger mange

Blikkene stirrer sorte

efter den blegnede Plet:

Fuji er himmelborte

med Regnen, som blev grædt.

Da kan en Fisker fange

dig i sit hejste Net:

Højt bag dets mørke Masker

du som en Sølvfisk basker,

og frydefuld han hilser

dit Syns velsignede Dræt.

Blaaregnen stille blomstrer —

Shinju er sytten Aar.

Begsort er hendes Haar,

blankt som en Hestemanke.

En stejl og glansfuld Banke

fra Panden vugger op

og snirkler bag om Issen

en krummet Bølgetop.

To buede røde Kamme

de stive Bukler ramme,

en gylden Naalepilk

borer igennem Haaret

sin spidse vippende Stilk.

Shinju er sytten Aar.

Se, hvor naivt hun gaar:

Med blottet Læg og Laar

bag Kimonoens Folder,

som tæt hun sammen holder

med sine kyske Knæ,

i hvide Vantesokker

hun indad-taaet rokker

— tarang — tarang — tarang —

paa høje Geta-Stylter,

imens sin Dragt hun bylter

omkring de spæde Løb

— det blomstrede Obi-Skærf

bredt som et Barnesvøb.

Tarang — tarang — tarang —

henover Havegruset

den sortlakerte Sang,

indtil hun staar ved Huset.

Sin Geta af hun klapper

og hopper kattelet

paa Maattegulvets Flet,

der intet Støvfnug taaler,

og frem imod mig labber

paa uskyldshvide Saaler.

Med Øjne musemilde

hun dukker sig myg og lille

og synker ned i Læ

paa sine nøgne Knæ.

Shinju er sytten Aar.

Kun knælende hun sidder,

og hendes Tale synger

som Fuglekvit og Kvidder,

jeg kun af Klang forstaar.

Mit eget Sprog mig tynger,

jeg gør mig selv til Sisken

og taler med Fløjt og Hvisken

i samme Musik som hun.

Vi tisker, taler, klukker,

til med et Kys jeg lukker

den lille sladrende Mund.

Saa tier hun en Stund.

Blidt flakker hendes Blikke

omkring paa min Figur:

Hun fingrer ved min Kæde,

fikserer skarpt mit Uhr

og hører det henrykt dikke,

stryger med barnlig Glæde

Ringene af min Haand.

Nysgerrighed er Driften

i lærelysten Aand:

Et Nu hun gransker Skriften

i Ringens gyldne Baand

— det er kun Krams og Streger —

saa smiler hun og peger

i glad Genkendingslyst

paa Ringens hvide Perle

og lader Perlen spille:

Shinju — Shinju — Shinju!

Shinju, hvisker jeg stille

og peger paa hendes Bryst.

Shinju er sytten Aar.

Nu fandt vi Perlesproget,

som begge to forstaar.

Og som var pludselig Salen

altfor aaben og stor,

tripper hun ud paa Svalen,

hvor Regnen lilla gror,

og skyder Væg og Skærme

til for den lyse Dag.

Jeg ser mine Rammer nærme

sig baade for og bag.

Papir gør Ruderne blinde

— de knitrer for Vindens Sus.

Jeg sidder spærret inde

som i et Kræmmerhus

med Shinju, den lille Kvinde

med striglet glinsende Haar,

Shinju, min Fugle-Veninde,

hvis Kimono aaben staar.

Jeg aander den fine Salve

af Haarets tunge Lok

— en Duft af Dild og Malve

fra Nakke og til Sok.

Renlighedens Røgelse

har dampet hendes Klæder,

har jaget Snavsets Spøgelse

fra Nippon-Landets Sæder:

Af Bjergets Sider vælder

det varme lutrende Vand,

hvert Hus har i sin Kælder

en Tønde fyldt til Rand,

og ingen Dag begynder,

og ingen er forbi,

hvor ikke hver en Synder

har tvættet sig deri.

Jeg aander din linde Lød,

Shinju, min hvide Perle

— rent er jo selv dit Skød

som Tragten af en Snerle.

To Fugle — jeg og du —

vi favnes feberhedt.

Et hastigt svimmelt Nu

gled sammen vi til eet,

mens Hjertet gik til Grunde ...

Hvad har din Haand nu fat,

Shinju, min hvide Perle?

Se, kun lidt snehvidt Vat

Smilende tørrer du blødt

vore blussende Munde,

der har hinanden mødt.

Blaaregnen stille blomstrer —

Men den har tabt sin Farve.

Nu spindes som en Larve

jeg ind i Puppens Læ,

og Mørkets Skygger kvælde

min lukte Natte-Celle

af Rudehvidt og Træ.

Stænget er selv Balkonen.

Men end mit tynde Hus

er fyldt af Bjergets Aande,

med Dask af Pilevaande

og Kryptomériers Sus.

Genlydt imod Balkonen

fjernt gennem Fyrrekroner

et Nattesuk der toner

endnu fra Tempel-Gongen.

Jeg ser den store Klokke,

irrgrøn og lam og stum,

som kun sig lader rokke

til Lyd, naar Rebet drager

til Slag en ophængt Bom.

Minutlangt Gongen klager

og fylder Skovens Rum

og malmer bort sit Støn:

Man tror, det standser ikke

— man hører sit Hjerte dikke

og lytter til i Løn.

O Nat, saa kølig skøn,

hvor under Bambus-Susen

og fjerne Vandfalds Brusen

to Vokslys duftende oser

I store Nøkkeroser,

der plantes ved min Seng,

som laa jeg paa en Eng.

Mit Leje ud er rullet

paa Gulvets Maattestraa.

Jeg dægges som en Dreng.

Imellem Tæpper lullet,

i Kimono af Vat,

har jeg min Overdyne

i tvende Hanke fat.

En Pølle under Nakken

med Hakkelse er fyldt.

Endnu jeg skimter Lakken

fra Altrets Gudebilled,

hvis Baggrund er forgyldt.

En Hotei op er stillet,

den fede Lykkegud,

hvis nøgne Mave flommer,

hvis Bryst er Hængelommer,

to Børser fyldt med Guld.

Hvad er det saa, du vil mig,

Hotei? — du smiler til mig

dit glinsende glade Huld,

velvære-pærefuld.

Dit runde Ansigt blinker,

du lokker mig og vinker

til Drømmefart, jeg tror,

paa Lykkens Skib ombord.

Nej, jeg vil bare sove.

Jo pyt, det kan du vove.

Se, lige for din Næse

du hører med eet det blæse

af En, der ned sig nejer

og fint dit Fyrfad plejer

og nærer med sin Ilt

— Thepotten damper vildt!

Skal jeg en Kop mig knibe

eller smage paa den Pibe,

der lige mod mig vender?

To buttetbløde Hænder

stopper dens bitte Hoved

og tænder med en Gnist.

Hvornaar mon jeg faar sovet?

Den hele Nat der lyder

som Kattefjed paa Straaet

— er den, der om mig pusler,

mon kommet eller gaaet?

Væggene bort sig skyder

for stumme smaa Besøg.

I Søvne ind jeg snuser

mit Fyrfads Krydder-Røg,

mens Hjernen stille bruser

af Dagens svundne Spøg.

Jeg drejer mig og vender

— naar det i Ryggen trækker,

da er der En, som dækker

og stopper Tæppet til.

To buttetbløde Hænder

er overalt paa Spil.

Mon jeg da driver ude

paa Hoteis Lykkeskude

— hvad er det dog, jeg vil?

Med eet mig tager Strømmen,

med eet er Sjælen fri:

De Tusinder af Mile

den farer hjem til Hvile

og spejler sig i Drømme,

jeg trode længst forbi.

Blaaregnen stille visned —

Den hang som død at se

en Morgenstund, jeg vaagned

i Thehus Numer tre.

Tilside Væggen skødes,

og jeg saa Solen fødes

bag Skræntens Blomstersne

— da hang min Blaaregn visnet,

et blegnet Lig at se.

Og i mit Hjerte isned

en gammel ulægt Ve,

der lønligt havde fulgt mig

til Thehus Numer tre

og dér usynligt dulgt sig

lig Fujis hvide Sne.

Men nu var Fuji borte

og stod ej mer paa Himlen

— jeg saa kun Tranen krese

i taagefjerne Baner.

Jeg stirred ned i Stimlen

af Iris, der skød Ham

og stritted violette

som silkekruste Faner

omkring den grønne Dam.

Da tripped frem i Gryet

saa morgenfrisk fornyet

min lille Nattefé

— frem af sit Bambus-Stræde

— en Kolibri i Bur.

Hun bar min gyldne Kæde

og havde laant mit Uhr

og blussed blidt af Glæde

og hilste ved at le

og skænked mig i Koppen

den skummende grønne The.

Dit Hoved har du sænket.

Du staar, som du var lænket

til mig ved tusind Ting.

Du fingrer ved min Kæde

og nikker ømt til Perlen,

der skinner i min Ring.

De sorte Lokker blinke,

og du har naat at sminke

din lille Purpurmund.

Du ligner En derhjemme,

som jeg kan aldrig glemme,

men ser i samme Stund.

Du maned frem et Minde

og fik det til at skinne

som Fujis hvide Sne

her i dit Blomsterrige

i Thehus Numer tre.

Ja, Shinju, lille Pige,

om end jeg vilde gerne,

der er en anden Stjerne,

som har min Bane lagt.

Og nu maa jeg gaa fra dig,

om end jeg holder af dig

og aldrig faar det sagt.

Vi strejfedes som Svaler,

der kun i Kærtegn taler

og mødes let i Luften

— et Nu de sammen dukker

og stryger bort igen.

Er det en Streng, der sukker

hist i din Samisén?

Nu gaar jeg bort med Duften

af Salven i dit Haar.

Jeg ser, at du forstaar,

at jeg for altid gaar.

Det dugger i dit Øje:

Du retter paa min Trøje

og knapper til min Vest.

Og Uhr og Kæde klingre

igen mit Hjerte næst.

Du glatter mig saa nænsomt,

din Kind er rød som Ribs,

og dine buttede Fingre

maa føle paa mit Slips.

Shinju, min Fugle-Veninde,

du er kun god og Kvinde,

du kender ikke Skammen

og endnu mindre Svig.

Vi to skal aldrig sammen

paa Pinebænken spændes,

skal aldrig skinsygt skændes

og føre Kønnets Krig.

O, skøn paa denne Naade:

Du skal mig ej forraade,

jeg har dig ej forført.

Shinju, du Barnerene,

det blide Ord alene

af min Mund har du hørt.

Din lille Mund har stille

min Sjæl i Glemsel dyppet

et dejligt Foraarsdøgn

— og jeg har aldrig dryppet

dit Øre med en Løgn.

Forstaar du, jeg vil gaa?

Du dine Fingre fletter

i mine, mens du sætter

de sidste Ringe paa.

Du alle tre har prøvet

paa dine Fingre smaa

og drejet dem og tøvet,

som gik din Sjæl i Staa.

Se Perlen, lille Shinju,

den maa du ej forlange,

men denne lille Slange

med Øje af Rubin,

den Ring skal være din.

Du jubler højt af Glæde,

vil baade le og græde,

kan knap dit Øje tro.

Ja, bliv nu blot herinde

— i Dag jeg selv kan binde

min Sko og Nedgang finde

fra din Verandabro.

Endnu af Fryd hun lo.

Da ser hun op og fatter

og standser i sin Latter,

og purpurrød i Panden

hun løber frem til Randen

af sin Verandabro

og ud imod mig klynker

og blodrød sammen synker

og hulker bort et Skrig

— Ulykkeblomsten lig:

Kameliablomsten falder

til Jorden med et Suk

— et Hoved for et Hug.

Farvel, du Nippon-Datter,

jeg tror, vi mødes atter,

vi ses en anden Gang.

Ja se, nu har jeg mødt dig

i denne lille Sang.