Længsel mod Forandring
Japan paa Folkevandring
bestandig traver om.
Hør, alle Gader klaprer,
og alle Munde plaprer
om Nyt, hvorfra de kom.
Et Folk, som altid rejser
— de, som af Ungdom knejser,
og de, som krøget gaar.
Selv fattig Samuraien
med Bonden Følge slaar:
Naturen er vor egen,
og skøn er Landevejen,
og fyldt hver Helligdom
med Kunst, der spørges om.
Af Træthed ingen pylrer,
men alle fremad mylrer
med Muskler som af Staal
imod de skønne Maal.
Naar Himlen faar et Anfald
og bruser som et Vandfald,
har man sin Olieskærm.
De gule Paraplyer
den blanke Væde spyer
og flokkes tæt i Sværm.
Snart tørrer Solen Skindet
og varmer atter Sindet,
Fodgængerskaren ler
og pudser sine Fjer,
og Bønder klædte gaa
som i et Tag af Straa.
Højt over Broens Bue
er der et herligt Skue,
hvor kække Karper springer
ad Strømmen op og tvinger
sig mod det stejle Fald:
At vandre opad Fossen,
det er en Karpes Kald.
Og hver af Japans Sønner
i uforfærdet Trodsen
en Karpe ligne skal.
Tit, hvor en Kilde rinder,
en Blomstergren man finder
indstukket i dens Væld
— det hvide Sneflor skinner
til Hilsen og til Held:
Aa, skynd dig, kære Vandrer,
før Vaaren sig forandrer!
Aa, skynd dig dog at komme,
hvis du vil se mit Blomme-
træs hvide Brudedragt
med Solens Flimmer lagt.
Aa, skynd dig, vil du se
min Kirsebær-Allé,
hvor ned fra alle Kroner
der drysser Duft og Toner
af solfaldsfarvet Sne
— et Trylleland at se!
Og alle fremad skridter
til ny Natur-Visitter,
mens Livet slaar i Vellyst
sin høje Himmelstreng.
O rødmende Musik, o
Natur i Brudeseng!
Nu gælder det at gæste
det skønneste og feste,
mens Stunden er belejlig.
„Dog, før du gæsted Nikko,
brug ikke Ordet dejlig!”