Blaaregnen stille blomstrer —
Se, Himlen faldt i Tanker:
Den drypper ned sit Blaa
i lange lilla Ranker,
der Duft for Døren slaa,
som vælded ud af Vaser
de tusind Blomsterklaser
højt ophængt i det Blaa.
Jeg bor i Bambushuset
bag Vægtavl af Papir.
Jeg lytter efter Suset
af Fyrremelodier,
ser trippe over Gruset
smaa Geisha-Kolibrier.
Tarang — tarang — tarang —
af klaprende Træsandaler
en sortlakeret Sang.
Fødder i hvide Vanter
smutter paa alle Kanter,
og Vifter smækker i Luften
med Vingesvirr som Svaler.
Jeg hører Kobberslanter
i Pengekisten ramle
som Ofre fra de Gamle,
der gik i Templet ind.
Jeg hører Bonzen ringe
og remse dovne Bønner,
mens midt i Solens Skin
to bitte Japansønner
paa Bambuskaarder fægter;
en Guldfisk under Broen
af gabende Gæller smægter.
Jeg ser et benhvidt Plekter
i Samisén’ens Strenge,
rispe haardt og længe
med Klimper, som gør ve.
Shinju, min hvide Perle,
paa Knæ for mine Gløder
med Mundens Pust du føder
Trækullet under min The.
Din Kimono kan ej dække,
den lader dine Lægge
trinde og røde se.
Rejs dig, du Smaa, staa op:
Jeg drikker gerne The,
men helst af dine Læbers
duftende lille Kop.
Shinju betyder Perle.
Din fine Mund er krydret
som Tragten af en Snerle,
og selv af dine Bryster
aander jeg Duft af The.
Blaaregnen stille blomstrer —
I lilla Himmelstrømme
en Styrt af Blomsterdrømme,
der sagte risler ned.
Et Vingeglimt af en Trane
hen over Blaaet gled
fjernt, hvor jeg knap kan ane
Fujis evige Sne.
Hvid paa den blanke Himmel
dens Skytop staar at se.
Selv Fiskeørnen svimmel
flyver mod denne Sne.
Du skønne hellige Fuji,
Blaaregnen gav du Navn.
Du tog som den en Himmel
af Evighed i Favn.
Højt over Nippon-Landet
din Snetops hvide Bavn
du har til Vartegn dannet,
der tolkes som en Gaade
og søges som en Naade
— et Bjerg-Fantom, der skinner
i Luften fjernt som Maanen,
mens dine Siders Skraanen
i Slør af Skyr forsvinder.
Du staar som drømforklaret
i Blaaets tomme Hvælv:
En Gud har aabenbaret,
et Bjerg afslørt sig selv.
Men Bjerget stille blinder
sit blide Himmeltegn,
hver Gang det bliver Regn;
den fine Kurve rinder
i selve Luften ud,
og smeltende forsvinder
Snetoppens hvide Bud.
Forgæves Uger mange
Blikkene stirrer sorte
efter den blegnede Plet:
Fuji er himmelborte
med Regnen, som blev grædt.
Da kan en Fisker fange
dig i sit hejste Net:
Højt bag dets mørke Masker
du som en Sølvfisk basker,
og frydefuld han hilser
dit Syns velsignede Dræt.
Blaaregnen stille blomstrer —
Shinju er sytten Aar.
Begsort er hendes Haar,
blankt som en Hestemanke.
En stejl og glansfuld Banke
fra Panden vugger op
og snirkler bag om Issen
en krummet Bølgetop.
To buede røde Kamme
de stive Bukler ramme,
en gylden Naalepilk
borer igennem Haaret
sin spidse vippende Stilk.
Shinju er sytten Aar.
Se, hvor naivt hun gaar:
Med blottet Læg og Laar
bag Kimonoens Folder,
som tæt hun sammen holder
med sine kyske Knæ,
i hvide Vantesokker
hun indad-taaet rokker
— tarang — tarang — tarang —
paa høje Geta-Stylter,
imens sin Dragt hun bylter
omkring de spæde Løb
— det blomstrede Obi-Skærf
bredt som et Barnesvøb.
Tarang — tarang — tarang —
henover Havegruset
den sortlakerte Sang,
indtil hun staar ved Huset.
Sin Geta af hun klapper
og hopper kattelet
paa Maattegulvets Flet,
der intet Støvfnug taaler,
og frem imod mig labber
paa uskyldshvide Saaler.
Med Øjne musemilde
hun dukker sig myg og lille
og synker ned i Læ
paa sine nøgne Knæ.
Shinju er sytten Aar.
Kun knælende hun sidder,
og hendes Tale synger
som Fuglekvit og Kvidder,
jeg kun af Klang forstaar.
Mit eget Sprog mig tynger,
jeg gør mig selv til Sisken
og taler med Fløjt og Hvisken
i samme Musik som hun.
Vi tisker, taler, klukker,
til med et Kys jeg lukker
den lille sladrende Mund.
Saa tier hun en Stund.
Blidt flakker hendes Blikke
omkring paa min Figur:
Hun fingrer ved min Kæde,
fikserer skarpt mit Uhr
og hører det henrykt dikke,
stryger med barnlig Glæde
Ringene af min Haand.
Nysgerrighed er Driften
i lærelysten Aand:
Et Nu hun gransker Skriften
i Ringens gyldne Baand
— det er kun Krams og Streger —
saa smiler hun og peger
i glad Genkendingslyst
paa Ringens hvide Perle
og lader Perlen spille:
Shinju — Shinju — Shinju!
Shinju, hvisker jeg stille
og peger paa hendes Bryst.
Shinju er sytten Aar.
Nu fandt vi Perlesproget,
som begge to forstaar.
Og som var pludselig Salen
altfor aaben og stor,
tripper hun ud paa Svalen,
hvor Regnen lilla gror,
og skyder Væg og Skærme
til for den lyse Dag.
Jeg ser mine Rammer nærme
sig baade for og bag.
Papir gør Ruderne blinde
— de knitrer for Vindens Sus.
Jeg sidder spærret inde
som i et Kræmmerhus
med Shinju, den lille Kvinde
med striglet glinsende Haar,
Shinju, min Fugle-Veninde,
hvis Kimono aaben staar.
Jeg aander den fine Salve
af Haarets tunge Lok
— en Duft af Dild og Malve
fra Nakke og til Sok.
Renlighedens Røgelse
har dampet hendes Klæder,
har jaget Snavsets Spøgelse
fra Nippon-Landets Sæder:
Af Bjergets Sider vælder
det varme lutrende Vand,
hvert Hus har i sin Kælder
en Tønde fyldt til Rand,
og ingen Dag begynder,
og ingen er forbi,
hvor ikke hver en Synder
har tvættet sig deri.
Jeg aander din linde Lød,
Shinju, min hvide Perle
— rent er jo selv dit Skød
som Tragten af en Snerle.
To Fugle — jeg og du —
vi favnes feberhedt.
Et hastigt svimmelt Nu
gled sammen vi til eet,
mens Hjertet gik til Grunde ...
Hvad har din Haand nu fat,
Shinju, min hvide Perle?
Se, kun lidt snehvidt Vat
Smilende tørrer du blødt
vore blussende Munde,
der har hinanden mødt.
Blaaregnen stille blomstrer —
Men den har tabt sin Farve.
Nu spindes som en Larve
jeg ind i Puppens Læ,
og Mørkets Skygger kvælde
min lukte Natte-Celle
af Rudehvidt og Træ.
Stænget er selv Balkonen.
Men end mit tynde Hus
er fyldt af Bjergets Aande,
med Dask af Pilevaande
og Kryptomériers Sus.
Genlydt imod Balkonen
fjernt gennem Fyrrekroner
et Nattesuk der toner
endnu fra Tempel-Gongen.
Jeg ser den store Klokke,
irrgrøn og lam og stum,
som kun sig lader rokke
til Lyd, naar Rebet drager
til Slag en ophængt Bom.
Minutlangt Gongen klager
og fylder Skovens Rum
og malmer bort sit Støn:
Man tror, det standser ikke
— man hører sit Hjerte dikke
og lytter til i Løn.
O Nat, saa kølig skøn,
hvor under Bambus-Susen
og fjerne Vandfalds Brusen
to Vokslys duftende oser
I store Nøkkeroser,
der plantes ved min Seng,
som laa jeg paa en Eng.
Mit Leje ud er rullet
paa Gulvets Maattestraa.
Jeg dægges som en Dreng.
Imellem Tæpper lullet,
i Kimono af Vat,
har jeg min Overdyne
i tvende Hanke fat.
En Pølle under Nakken
med Hakkelse er fyldt.
Endnu jeg skimter Lakken
fra Altrets Gudebilled,
hvis Baggrund er forgyldt.
En Hotei op er stillet,
den fede Lykkegud,
hvis nøgne Mave flommer,
hvis Bryst er Hængelommer,
to Børser fyldt med Guld.
Hvad er det saa, du vil mig,
Hotei? — du smiler til mig
dit glinsende glade Huld,
velvære-pærefuld.
Dit runde Ansigt blinker,
du lokker mig og vinker
til Drømmefart, jeg tror,
paa Lykkens Skib ombord.
Nej, jeg vil bare sove.
Jo pyt, det kan du vove.
Se, lige for din Næse
du hører med eet det blæse
af En, der ned sig nejer
og fint dit Fyrfad plejer
og nærer med sin Ilt
— Thepotten damper vildt!
Skal jeg en Kop mig knibe
eller smage paa den Pibe,
der lige mod mig vender?
To buttetbløde Hænder
stopper dens bitte Hoved
og tænder med en Gnist.
Hvornaar mon jeg faar sovet?
Den hele Nat der lyder
som Kattefjed paa Straaet
— er den, der om mig pusler,
mon kommet eller gaaet?
Væggene bort sig skyder
for stumme smaa Besøg.
I Søvne ind jeg snuser
mit Fyrfads Krydder-Røg,
mens Hjernen stille bruser
af Dagens svundne Spøg.
Jeg drejer mig og vender
— naar det i Ryggen trækker,
da er der En, som dækker
og stopper Tæppet til.
To buttetbløde Hænder
er overalt paa Spil.
Mon jeg da driver ude
paa Hoteis Lykkeskude
— hvad er det dog, jeg vil?
Med eet mig tager Strømmen,
med eet er Sjælen fri:
De Tusinder af Mile
den farer hjem til Hvile
og spejler sig i Drømme,
jeg trode længst forbi.
Hvad er det for en Sommer,
der gyldendiset kommer
og smiler for min Rude
og dugger for min Dør?
Den skønne Kyst derude
med grønne Skove vinker,
og Sundets Sølvstrøm blinker
og bølger bort i Sang.
Aa, denne dybe Klang!
Saaledes har jeg aldrig
aandet eller levet
— saaledes har jeg aldrig,
aldrig elsket før.
Mod Evighedens Kyster,
saa blaa som Ametyster,
en Klokkeklang af Himmel
krystalklart sagte dør.
Den Tone gør mig svimmel,
den løfter mig mod Højder,
hvor blaa Keruber fløjter
paa Evighedens Sang
— aa Gud dog, for en Klang!
Saaledes har jeg aldrig
aandet eller levet
— saaledes har jeg aldrig,
aldrig elsket før.
Hvad er det dog for Nætter,
hvis milde Stjerner fletter
mit nøgne Tungsindshjerte
et perlestukket Slør?
Aa, lykkefyldte Smerte,
aa, sig mig, har jeg sovet
med Stjerner om mit Hoved
og drømt, at jeg var død,
en Stjerne i dit Skød?
Saaledes har jeg aldrig
aandet eller sovet
— saaledes har jeg aldrig,
aldrig elsket før.
Hvad er det for en Sommer,
der alfefodet kommer
og aander paa min Pande
og minder mig for Mund?
Aa, det er dig, Johanne,
Livsalige og Søde,
der vakte fra de Døde
min Længsels stumme Sang —
aa, hør endnu en Gang:
Saaledes har jeg aldrig
aandet eller levet
— saaledes har jeg aldrig,
aldrig elsket før.
Blaaregnen stille visned —
Den hang som død at se
en Morgenstund, jeg vaagned
i Thehus Numer tre.
Tilside Væggen skødes,
og jeg saa Solen fødes
bag Skræntens Blomstersne
— da hang min Blaaregn visnet,
et blegnet Lig at se.
Og i mit Hjerte isned
en gammel ulægt Ve,
der lønligt havde fulgt mig
til Thehus Numer tre
og dér usynligt dulgt sig
lig Fujis hvide Sne.
Men nu var Fuji borte
og stod ej mer paa Himlen
— jeg saa kun Tranen krese
i taagefjerne Baner.
Jeg stirred ned i Stimlen
af Iris, der skød Ham
og stritted violette
som silkekruste Faner
omkring den grønne Dam.
Da tripped frem i Gryet
saa morgenfrisk fornyet
min lille Nattefé
— frem af sit Bambus-Stræde
— en Kolibri i Bur.
Hun bar min gyldne Kæde
og havde laant mit Uhr
og blussed blidt af Glæde
og hilste ved at le
og skænked mig i Koppen
den skummende grønne The.
Dit Hoved har du sænket.
Du staar, som du var lænket
til mig ved tusind Ting.
Du fingrer ved min Kæde
og nikker ømt til Perlen,
der skinner i min Ring.
De sorte Lokker blinke,
og du har naat at sminke
din lille Purpurmund.
Du ligner En derhjemme,
som jeg kan aldrig glemme,
men ser i samme Stund.
Du maned frem et Minde
og fik det til at skinne
som Fujis hvide Sne
her i dit Blomsterrige
i Thehus Numer tre.
Ja, Shinju, lille Pige,
om end jeg vilde gerne,
der er en anden Stjerne,
som har min Bane lagt.
Og nu maa jeg gaa fra dig,
om end jeg holder af dig
og aldrig faar det sagt.
Vi strejfedes som Svaler,
der kun i Kærtegn taler
og mødes let i Luften
— et Nu de sammen dukker
og stryger bort igen.
Er det en Streng, der sukker
hist i din Samisén?
Nu gaar jeg bort med Duften
af Salven i dit Haar.
Jeg ser, at du forstaar,
at jeg for altid gaar.
Det dugger i dit Øje:
Du retter paa min Trøje
og knapper til min Vest.
Og Uhr og Kæde klingre
igen mit Hjerte næst.
Du glatter mig saa nænsomt,
din Kind er rød som Ribs,
og dine buttede Fingre
maa føle paa mit Slips.
Shinju, min Fugle-Veninde,
du er kun god og Kvinde,
du kender ikke Skammen
og endnu mindre Svig.
Vi to skal aldrig sammen
paa Pinebænken spændes,
skal aldrig skinsygt skændes
og føre Kønnets Krig.
O, skøn paa denne Naade:
Du skal mig ej forraade,
jeg har dig ej forført.
Shinju, du Barnerene,
det blide Ord alene
af min Mund har du hørt.
Din lille Mund har stille
min Sjæl i Glemsel dyppet
et dejligt Foraarsdøgn
— og jeg har aldrig dryppet
dit Øre med en Løgn.
Forstaar du, jeg vil gaa?
Du dine Fingre fletter
i mine, mens du sætter
de sidste Ringe paa.
Du alle tre har prøvet
paa dine Fingre smaa
og drejet dem og tøvet,
som gik din Sjæl i Staa.
Se Perlen, lille Shinju,
den maa du ej forlange,
men denne lille Slange
med Øje af Rubin,
den Ring skal være din.
Du jubler højt af Glæde,
vil baade le og græde,
kan knap dit Øje tro.
Ja, bliv nu blot herinde
— i Dag jeg selv kan binde
min Sko og Nedgang finde
fra din Verandabro.
Endnu af Fryd hun lo.
Da ser hun op og fatter
og standser i sin Latter,
og purpurrød i Panden
hun løber frem til Randen
af sin Verandabro
og ud imod mig klynker
og blodrød sammen synker
og hulker bort et Skrig
— Ulykkeblomsten lig:
Kameliablomsten falder
til Jorden med et Suk
— et Hoved for et Hug.
Farvel, du Nippon-Datter,
jeg tror, vi mødes atter,
vi ses en anden Gang.
Ja se, nu har jeg mødt dig
i denne lille Sang.