Mit enlige Fodslag sagtner
hen over den støvgraa Sti,
jeg hører en Myg, som kommer
og summer mig skarpt forbi.
Der staar paa den Vesterhimmel
en Sky saa rød som Koral;
en Stjerne er tændt som en Perle
midt i en Muslingeskal.
Blade og Straa de hvisle
uroligt i Aftenens Vind;
det suser igennem Skoven,
som i et sukkende Sind.
Det dufter fra Tjørnens Blomster,
det dufter fra Græs og fra Jord.
De Træer, jeg møder, mig hviske
saa mangt et underligt Ord.
Mit Sind er belemret af Skovlugt,
der tryller mig sært paa Vej:
Det suser og hvisler herinde
af tusinde Længsler mod dig.
Jeg føler din hede Aande
slaa ud fra det slumrende Krat,
som redte du Lejet derinde
for mig til en Brudenat.
Jeg gaar i den skumle Aftens
Koglen ad Skovens Sti
og skimter din hvide Skygge
svinde mig tyst forbi.
Nu gav jeg jo tusinde Dage
kun for et Kys af din Mund,
— mit Liv for et Favntag i Nattens
kærlighedssvangre Stund.
19. Maj 1889.