Spring, du smaa Dryade,
mellem Ege rundt og bind af Blade
dig en Særk til Brudeseng i Skoven.
Ingen ser dig uden jeg, som titter
gennem Græssets høje Klingegitter,
og en Sisken, som ser til fra oven.
At de kyske Jomfruben kan dækkes,
skal et Bladeskørt om Midjen lægges,
virket med Ranunklers gyldne Flitter.
Dine kaade Fødder skal jeg sko
med Sandaler — Egeblade to,
randede med gule Margueriter.
Om dit høje Bryst skal slynge sig
Bregne-Kniplinger og gynge sig
efter Hjertets Taktslag som i Dans.
Se, jeg plukked dig en Brudekrans,
blaa af Kornets Blomster, hvid af Vandets Lilje,
fyldt med Guld, besprængt med blanke Perler.
— Og til Øredupper har jeg røde Snerler.
Elskede, saa vær mig nu til Vilje!
Kransen paa dit sorte Haar jeg sætter.
Lok og Blomster i hinanden flætter,
Nøkkerosen — Diademets Tinde —
lad den skinne
for os i de skønne Sommernætter!
Nærm dig til mig — klædt og dog saa nøgen:
Skørtet væved Egen dig og Bøgen,
og Korsettet er af Kniplingsbregner.
Mens du smykked dig til Sommerbrud,
Seng jeg redte over Græssets Skrud,
trindt en Vagt af Graner smaa vort Leje hegner;
men foroven blaaner Luften blank,
og vor Himmelseng er himmelslank.
Smil, du smaa Dryade,
smil som Soltit mellem Egeblade,
du skal hele Brudenatten smile.
Lad mig bølge ved din Latterbarm,
nu jeg favnes af din fine Arm
for i Skovens Himmelseng at hvile.
14. Juni 1889.