Christian Richardt (1831–92)

Om Bryggen er der Tummel og Markedsliv og Støj,

hvor Trannen og Tjæretønden sveder;

der høres baade spanske og danske Halløj,

og lybske mellem hollandske Eder.

Hvor Pakhus staar ved Pakhus med mangeluget Gavl

som vældige Oldenborrehuse,

fra Kjøbmandsskuden Tønderne sættes i Stavl,

mens lystige Drøjheder suse.

Og Norrlands-Jægten hilser fra Hjørungavaag,

og Havstrilen tæller sine Fiske,

og hist er der sodede Kjedler ikog

og Latter om de tjærede Diske.

Og Graamunken syner de drabelige Torsk, —

med Kjøbet vil han ej sig forhaste,

han priser sig lykkelig ved at være norsk,

i Bergen kan man nemt holde Faste.

Og Kramvarer bydes og Skillingerne gaa,

og Piber og Trommeslaaer støjer;

og Vossejenten lader sig en Brudekrone spaa,

og lytter hvor Narren gjør Løjer.

Og højt bag det græsgrønne Jerngitters Ly,

paa Steentrappen udenfor Huset,

der sidde de Mødre og sømme og sy,

mens Gamlingen nipper til Kruset.

— Men Havtaagen falder og det mørkner saa smaat,

kun højere de Markedsgjæster summe;

paa Fisketorvet flyder det med alleslags Vaadt,

med Regn og mad Mjød og med Mumme.

Nu blande sig i Sværmen to kappesvøbte Mænd,

to Ædru mellem ravende Tosser;

det kjendes paa den Ene, han fører Sværd ved Lænd,

fra hans Hue en Ømefjer trodser.

Og en og anden Krigsmand hilser dem med Agt:

det er Christiern og hans Kansler, de Tvende!

Men Rytterkappen dølger den fyrstelige Dragt,

de Færreste kan Kongesønnen kjende.

»Men sig mig dog, Hr. Erik!« saa bryder Prinsen ud,

»monstro hun er saa favr som I beretter?

Og er vel hendes Skjønhed en Nat med Stjerneskud,

eller daglys som Danmarks grønne Sletter?«

»Ja,« svarer tyst Prælaten, »jeg lover kun lidt,

og Dommen Eders Højhed maa fælde!

Lys er hun — men som Natten! som Dag og Nat i Et,

en Midsommernat mellem Fjelde!«

»Ejej, min gode Valkendorf, I spænder mig mintro, —

det synes, I forstaar at dechiffrere

den kvindelige Skjønhed med samme høje Ro

som alle vore Bispers Miserere!«

— Langs Bjerge af Bjælker de styre deres Fod,

i Sildelage Kappefligen fejer,

til endelig de standse ved en statelig Bod,

hvor paa Spæret Hollands-Flaget vajer.

Af Sømænd og Gildesbrødre sidder der endeel

paa skurede, læderklædte Bænke!

det dufter derinde af Bagværk og Meel,

for Disken staar en firskaaren Enke.

Hendes Kinder er saa røde som Carvillen i Høst,

og ned over Linningen de ligge;

Øjet det er graat som den hollandske Kyst,

men paa Blinkfyr mangler det ikke.

Med Kløgt hun bruger sit Vaffeljern,

og Opvartning Gjæsten ikke savner;

naar hun taler, og Munden gaar som en Kværn,

da males der meer end Avner.

I Gjæsterummet Rytterne sig borde i en Krog,

hvor Lampelyset sparsomt kun falder.

Mor Sigbrit aabner Døren: »Dyveke dog,

men hører Du da ikke, at jeg kalder!«

Paa Kansleren hilser hun som paa en Kjendt,

mens Øjnenes Blinkfyr spille;

den Anden hun betragter lønlig og spændt,

hun studser — og Kværnen bliver stille.

»Mor Sigbrit, I bringe os af Vafler en Slump,

den Herre ønsker Holland at kjende!«

Hun skynder sig at bringe dem — Haanden er plump,

men et Ror den vel skulde vende.

»Dyveke! Sukker til Herrerne her, —

lad Vaflerne ej blive kolde!«

Og Datteren viser sig i Kjøkkenildens Skjær, —

fra et Udraab ej Christiern kan sig holde.

Som under Banner hans Hjerte slaar,

under Skjægget Kinderne gløde, —

det er som den unge, fejre Vaar

lyslevende kom ham imøde.

Et Smil saa blidt som en Bæk i Sol,

der jubler: Vintren er omme!

Øjet en vaagnende Viol,

der aander et: Maa jeg komme?

Under et Hjelmbaand bølger frit

det lysgule Haar om Kinden,

Linet om Nakken er blændende hvidt

som en Klitt i solbelyst Skinnen.

Strøsukker fylder hun af et Glas

i en rummelig, gjennemhullet Bøsse;

Valkendorf søder sine Vafler tilpas,

nu er Turen til Prinsen, at drysse.

Og Haanden ryster Bøssen, og Sukkeret det sneer,

men fra Pigen han ej kan faae sit Øje;

han seer og han drysser, han drysser og han seer,

til Vaflerne er gjemt bag hvide Høje.

»Ejej!« raaber Sigbrit, »I søder ikke smaat!

Kan I sukkre Eders Tale saalunde,

saa kommer I tilhøjbords paa det kongelige Slot,

der trives jo de honningsøde Munde.«

Men Christiern ryster den Jomfrus Haand,

— meer tør han ikveld ej vove —

og svarer: Stæk Eders Tungebaand,

hvo veed — I kan komme til Hove!

Hvad hedder Jer Dotter, saa væn, saa mild,

hun kan vel Søgningen øge!

»Dyveke! Taübchen! Duelil!«

Da vogt den Due for Høge!

Han kaster paa Bordet en Guldgylden hen:

Det lader jo til, at I mig kjender!

Guds Dros — jeg tænker, vi sees igjen,

maaskee før Ugen ender!

Til Trommer og til Fløjte Dansen gaar

alt under Raadstu’loftets skaarne Bjælker,

og mangen Borgerpige Øjet spjelker

og heel fortabt i Herligheden staar,

beundrer Messingkronens gyldne Kugler

og alle disse Perlehuers Skat,

og hvordan Fruerlauget Hat ved Hat

med alskjøns Fuglefjedre ud sig ugler.

Mor Sigbrit troner i en Jomfru-Flok,

lidt af en Ræddike imellem Roser.

Jojo I fine Pak, I vilde nok

hos Kongen gjerne grønne Eders Hoser!

Men smil kun til ham, gjør Jer honningsøde,

og hedd kun Rosenkrands og Gjø og Brok,

og knejs mod mig saa stive som en Stok, —

jeg tænker vel, de Stokfisk la’r sig bløde!

Men i den ædelbaarne Jomfru-Ring

staar Norges unge Konge tyst for Skranken,

dér holdes mangestemmigt Retterthing

og ikke ganske uden Hjertebanken.

Hans frie Væsen, ridderlige Skik,

hans kjække Holdning og hans Falkeblik

faaer mangen Smaafugls Hjerte til at bæve —

et Ord, et Nik kan Drømmesyner væve.

Nys dansed han i Menuetten ud,

Lensmandens Datter var den lykkelige.

Hvem mon der næste Gang faaer Kaarings-Bud

af ham, den kaarne Drot til Norges Rige?

Mon Jomfru Mette af de Bilders Ætt?

mon Borgemestrens kjønne Elsebet?

Trindtom ham Øjne spejde, Læber smile,

han færdes i en stadig Regn af Pile.

Men som en Orlogsgut fra Mastens Top

er højt paa Udkig Christierns brune Øje,

og da Musiken atter spiller op,

mod Hallens nedre Væg det spejder nøje;

dér kigger bag sin Moders brede Ryg,

i Egesædet ikke ganske tryg,

det unge Pigebarn fra Markedsboden,

imens hun banker Dansetakt med Foden.

Det sorte Trøjeliv, som slutter tæt,

er ej af Damask, men dog flandersk Klæde,

om Barmen snøret med en Sølverkjæde,

som ender i en Rosmarin-Buket.

Et Skum af Piber kranser hendes Hals,

og hvidt som Havets, det kan Ingen nægte

kun fattigt Hovedguld, men allenfalds

er hendes Lokkers Guldglans dobbelt ægte

Til hende styrer Christiern hen i Hast,

mens Hvisken gaar som i en Skolestue;

han bukker for den nederlandske Frue,

og griber Dyveke om Haanden fast.

Ham er det, Rytteren fra Markedsboden,

men hvilken Ild i dette Ørneblik!

Sin Moder sender hun et lille Nik,

og sætter bly paa Gulvet Silkefoden.

De danse. Fuglelet og fuld af Ynde,

hun drømmer i hans Arm sin Jomfrudrøm,

mens trindt af Spørgsmaal fuser ud en Strøm,

som naar man tager Tappen af en Tønde.

Men Dyveke har Øre kun for Een,

for ham med hvem i Dansen nys hun treen,

hun seer, hun sanser Ingen — ingen Anden

end Kongesønnen — og i Kongen Manden.

Sødt klinger Fløjten! Dog end mere sødt

hans Røst faaer hendes Hjerte til at bæve,

alt mens i Væverdansen flinkt de væve,

og Traaden knyttes baade fast og blødt.

Højt lyser Hallen! Dog fra Christierns Øje

der gaar et stærkere, et Trolddoms-Lys,

som kunde varme selv i Dødens Gys

og som en Vidje hendes Vilje bøje.

Fortumlet synker hun i Egesædet,

forfulgt af mangt et hvast og haanligt Blik;

det er som hun har tømt en liflig Drik,

men en som hendes Moder ej har spædet.

Hun skimter fjernt hans Daggerts gyldne Hæng,

Graaværket om hans Vams, Barrettens Fjeder, —

nu blev han borte i det rige Slæng,

en fornem Jomfru han ved Haanden leder.

Igjennem Pigebarnet gaar et Ryk

som da i Storm hun stod paa Nordhavs-Skuden:

hun seer sig hjemme, gjemt bag Kjøkkenruden

hun skurer Borde bag den sorte Brygg!

Kan sine Drømmevaner bort hun skure,

naar denne Aftens Guldglans svinder hen.

»Saa vaagn dog Barn! Han kommer nok igjen, —

riv Du kun ned de gamle Kræmmerbure!«

Og Prinsen kommer, — ja før Sigbrit venter.

Thi knap er Kjerte-Dansen vel forbi,

før mellem Slæb han baner sig en Sti,

og anden Gang fra Slaget Duen henter.

Hun rødmer, da til Bygdefelens Klang

med Axel Tordsens Vise Dansen endes,

og Christierns brune Øjne møde hendes

med Gjenskin af den veemodsfulde Sang.

— Alt længe baade Ridderskab og Raad

har taget til sig af de blanke Stobe,

og tømt dem ganske vel til sidste Draabe;

nu bæres frem et Drikkekar, en Baad,

til Stævnen fyldt med Rhinskvin af den bedste;

og da Musiken tier med sit Spil,

maa Kongen drikke sine Værter til:

kjært var det ham sin gode Stad at gjæste!

Men før han tømmer Baadens sidste Rest,

han hvisker: Skjønne Dyveke, til Lykke

med Mødet her, og det paa Bergens Brygge,

— men næste Gang, saa er I Kongens Gjæst!

Og til Besegling, følg mig nu i Glansen

af disse Festensblus for tredje Gang,

og gid den Fart da var som Livet lang!

— Spil op I Svende, giv os Møllerdansen!

Saa spænder han sin Arm om hendes Liv,

og løfter, svinger, sætter i og springer.

mens som et Kværnhjuls Brusen Slaatten klinger,

og Pigen drømmer sig en Fyrste-Viv, —

til blussende, som hist ved Kjøkkenilden,

hun synker i sin Moders Arme ned,

som mumler paa sin Hollandsk med en Ed:

»Nu har vi nok i Garnet Foraarssilden!«

Dyveke gaar til Fjeldet:

                                        Sig mig Fjeld!

Naar Solen morgenkraftig Dig forgylder

og tæt i Purpurkaaben hyller

                din nøgne Top,

og løfter Dig af Taagehavet op,

og gjorder Dig med Straalebælte, —

hvor kan Du Andet da end smelte!

hvor kan Du Andet da end raabe,

gjemt i hans kongelige Kaabe,

til Hav og Dal, mod Nordens Pol:

Han elsker mig, min høje Sol!

Dyveke gaar til Elven:

                                        Sig mig Elv,

Du som saa livsglad bugter Dig og vinder

langt bort fra Kløftens trange Minder

                og Dalens Lyst, —

naar Havet kalder med sin Kongerøst

og Kæmpen vinker Dig at komme,

er da din Barndom ikke omme?

Og kan Du Andet da end haste

og i hans Favntag blindt Dig kaste,

selv om Du tabe skal Dig selv

og høre op at være Elv!

Dyveke gaar til Klostret:

                                        Sig mig Munk —

nej sig mig Intet, Du forstaar det ikke!

Du som er glad, naar Du kan tigge

                Dig Posen fuld,

har Du Forstand paa Kjærlighedens Guld?

Du som er glad i viet Fængsel,

har Du Forstand paa Elskovs Længsel?

Ak, var Du ung og varm og Kvinde

og kjendte Flammerne herinde,

for ham Du døjed Spee og Spot —

hvad kan jeg for, at han er Drot!