Om Jericho de sidste Straaler sank,
igjennem Palmelunden sødt det lufter,
og Balsambuskens stærke Vellugt dufter,
mens Maanen over Jordan stiger blank.
Men i Paladset er der Bylders Stank,
skjøndt Nattens Aandepust har aabne Veje:
Herodes ligger paa sit sidste Leje.
Han ligger der i Ormes Bøddelvold,
de fandt Herodes, før de fandt hans Kiste;
han ligger der, han hvem Alverden priste,
som Judas Steenørk, hed og gul og gold.
Til Sundhedskilder fo’r han mangefold,
sidst til det døde Hav i lange Uger;
nu er han selv et Hav, hvor Døden ruger.
Men slukt er ikke Ilden i det Blik,
der skinsygt Mariamne saae tildøde,
der herskesygt saae trende Sønner bløde,
der hykled Taarer, mens paa Rov det gik;
der havde Kulden af et Dolkestik,
der havde Gløden af en Tigers Øje, —
nu flakker det i Hallen om med Møje.
Det søger til Augustus’ Billed hen,
hans Lykkes Smed, hans høje Læremester;
han mindes Capitolets stolte Fester,
da Cæsar lagde Purpur om sin Ven!
Ved al sin Kløgt han smiler fast igjen:
thi Søjlen, som maa nu Augustus bære,
blev rejst engang Antonius til Ære.
»Ja det skal kjendes, at min Kløgt var stor!
Om Kong Herodes, om hans Magt og Vælde
skal mine Templers Søjlepragt fortælle,
skal Sagnet vandre vidt i Syd og Nord.
Højt over Jakobs Æt nu Edoms groer,
og skal jeg dø, saa skal min Ligfærd spørges,
og meer end over David skal der sørges.« .
I Krampe bæver han, kun ej for Gud,
han ryster, men kun ikke for sin Dommer.
»Salome!« gisper han; — Salome kommer —
»hør Kongens Vilje, hør din Broders Bud!
Af Guld min Sarkofag skal hamres ud,
og Galler og German i Vaaben følge,
og Virakskyer over Toget bølge!
Og Hyl skal blandes med Trompetens Hvin,
naar til Heródion med mit Lig de fare,
og Klagetoner skal fra Fjeldet svare!
Men det er lidt for lidt med Sækkelin
og lejet Graad.« Og med en Djævels Grin
han hvisker: »Thi jeg veed jo, naar de græde,
fordi Herodes døer, den Graad er Glæde.
Det piner mig. Men nu, Salome, hør!
Af al Judæas Fornemste og Bedste
jeg stævned hid til Jericho de Fleste:
dem la’er Du Alle dræbe, naar jeg døer!
Da skal der grædes vel som aldrig før.
Salome, ha, Du blegner som en Lilje,
husk, hellig er den Dødes sidste Vilje!«
— Stiv staar Salome ved sin Broders Seng,
hvid som dens guldindlagte Filsbeenstøtte:
til hine Tider Tankerne sig flytte,
da blandt sin Slægt Herodes slog iflæng.
Det dirrer i en gammel Hjertestreng:
Min første Husbond lod Herodes dræbe, —
ha, kunde dræbe ham min Kvindelæbe!
Og med et eget Smil hun bryder ud:
»Store Herodes! det skal Alle sige,
i Grumhed var Du stor og uden Lige,
thi lyder jeg i Alt dit strænge Bud:
Af Guld din Sarkofag skal hamres ud,
og Virakskyer over Toget bølge,
og Galler og German i Vaaben følge!
Men Broder! mellem dem der stod Dig nær,
— om hendes Barm stærkt Silkens Folder bølge —
er der Saamange, som kan ikke følge!
ej Josef, der mit Hjerte var saa kjær,
ej Alexander, ej Antipater,
ej Aristóbulos, saa bittert savnet,
ej Mariamne, hvem engang Du favned!«
Der gaar en Skjælven over Kongens Bryn,
en Fraade skummer om den visne Læbe.
Hvert Navn er Navn paa Sønner han lod dræbe,
i hvert et Navn der er et Hævnens Lyn.
Men Alt sig samler til et Rædselssyn:
eet blodigt Navn kan fælde ham, det sidste:
Ved Mariamnes Navn hans Øjne briste.