Mit Piletræ, Du fryder mig
med dine lette Vifter,
og selv i Vintrens Nøgenhed
din Skjønhed ej Du skifter!
De andre staa saa mørkt og sort,
men Du er lys og munter;
Du vinker med din gule Kvist, —
jeg kjender godt fra Banken hist
de lette Fjeder-Bundter.
Og naar ved Solfald fint og blødt
Du tegner Dig mod Himlen,
Du tykkes mig en Kunstnersjæl
imellem Hverdags-Vrimlen!
Et Vindpust gjør Dig bævende,
en Storm kan ej Dig kue, —
Du staar saa rank, saa svævende,
og tykkes mig saa levende
i Aftnens stille Lue.
Og, skal jeg lægges her i Grav
i Landsbykirkens Skygge,
da hvisk mig Du et tyst Farvel
fra Jorden og dens Lykke!
Bring Hilsen med dit Bladehang
fra Haven og dens Gammen,
stem i med Kirkeklokkens Klang, —
vi to har dog saa mangen Gang
seet Nedgangs-Timen sammen!