Paulus er i Baand og Lænker.
See, han stirrer gjennem Gluggen
paa det Bølgehav, hvis Vuggen
snart skal bringe ham til Rom.
Lange Aar han maatte vente
her i Cæsareas Fængsel;
nu sig drejer Dørens Hængsel,
Vagten er der for at hente
ham endnu engang til Dom.
Der er Fest idag paa Slottet:
Kong Agrippa er i Staden.
Folk har staaet tæt paa Gaden,
for at see den hele Pragt:
Vognens blomstersmykte Trone,
Hestens blanke Sølverklokker!
Perlen i Agrippas Krone!
Berenikes Slangelokker!
og den sorte Æresvagt.
Landets Romerhøvding, Festus
vil et Bæger med dem tømme;
med det Samme skal de dømme
i en Sag, som vakte Harm.
Festus er i Hallen rede,
— Neros Træl, og sine Lysters —;
nu ad Trapperne de brede
gaar Agrippa ved sin Søsters
Dronning Berenikes Arm.
I en sivgrøn Silkekjortel
skrider Titus’ Elskerinde
mod sin Tronstols Marmortinde,
blændende som Fakkelskin.
Mens paa Purpur blødt de bænkes,
rasle Silkens Folder vide;
men en Raslen som en Lænkes
høres fra den anden Side,
hvor en Fange føres ind.
Hvem er det? »Hin Mand fra Tarsus«,
svarer Festus let i Tonen,
mens han vugger sig paa Tronen, —
»romersk Borger, hører jeg.
Eders gode Farisæer
paa hinanden er i Totten,
klage ham som Nazaræer, —
Talen er om Gudsbespotten:
det er ikke Ting for mig!
»Jeg forstaar mig ej paa Guder, —
de skal have skabt os Alle,
og det kunde sig dog falde,
Guderne dem skabte vi!
Nok om det, — men I er kyndig,
I er en Rabbiner næsten!
Paulus hedder han forresten,
og jeg troer ham ej saa syndig, —
Kong Agrippa, døm nu I!«
See, der staar den bundne Paulus!
Han har ingen Tjenerskare,
ingen glimrende Tiare,
ingen nubisk Æresvagt;
men hans Blik, det dybe, klare,
synes komme fra en Trone,
og det er som Engles Skare
har en Glans fra Livets Krone
om hans blege Hoved lagt.
Nu han slaar til Lyd med Haanden.
Om sin Ungdom han fortæller;
for Agrippa han sig melder
som en nidkjær, jødisk Mand.
»Jeg var selv en Farisæer,
i min egen Retfærd lullet,
raste mod de Nazaræer,
fulgte dem til Fangehullet,
lyste dem i Lovens Band.
»Men paa Vejen til Damaskus
straaled mig et Lys imøde,
mere stærkt end Sole gløde,
Himlen stod paa viden Gavl!
Og en Røst imod mig talte,
altid kan den Røst jeg høre, —
det var Jesus, som mig kaldte,
da det raabte i mit Øre:
Hvi forfølger Du mig Saul!
»Derfor, hvad Profeter varsled,
vidner jeg for Smaa og Store:
Han, hvem vi til Synder gjorde,
Jesus — er Guds rette Christ!
Kalken fyldtes ham til Randen,
lide skulde han og bløde,
men jeg veed, han er opstanden!
og med ham skal alle Døde
rejses op — det troer jeg vist!«
»Raser Du? Du raser Paulus!«
raaber Romeren forfærdet:
»Det er Galskab, Galskab er det,
al din Lærdom gjør Dig gal!«
Men Agrippas Pande glattes;
halvvejs med en Lærlings Mine
hvisker han: »kun lidt mig fattes
i at blive en af Dine, —
vil Du mere, Paulus, — tal!«
»Hvad saa fattes, Kong Agrippa,
— lad mig dette Ene sige, —
Gid i Alt Du var min Lige,
kun paa disse Lænker nær!
Gid det Verdenshav, Du foer paa,
maatte miste Trylleglansen,
gid Du troede Ham, jeg troer paa, —
o da greb Du efter Kransen,
der er Skam og Lænker værd!«
— Bort af Vagten føres Paulus;
fjernt endnu hans Lænke klirrer;
efter ham Agrippa stirrer;
der blev tomt i Festus’ Hal.
Berenike synes tøve
midt i Alvorstankers Flokke, —
kunde dog ha’e Lyst at prøve,
om det var saa svært at lokke
denne Helgensjæl til Fald.
Endelig ta’r Festus Ordet:
»Var han ikke romersk Borger,
var jeg fri for disse Sorger, —
nu maa han for Neros Dom!
Naa, men« — rask sig Værten rejser —
»nu ilav med Bacchus’ Fylde,
høje Gjæster! lad os hylde
vor guddommelige Kejser, —
min Falerner er fra Rom!«
Cæsarea, Cæsarea!
med det stolte Navn paa Panden,
marmorblank som ingen anden
Romerstad paa hellig Jord!
Seer Du Skuden hist i Havnen,
som just nu har hisset Sejlet?
see, nu har den Fyret pejlet,
nu har Stormen den i Favnen!
Der er Paulus med ombord!
Snart han skal for Neros Rasen
mod en aaben Himmel smile;
han, som aldrig gav sig Hvile,
hvile i sit Martyrblod.
Men hans Ord skal evigt mindes,
til Guds Rige bygge Broen;
og hans Rasen, — den skal findes
overalt, hvor Christus-Troen
i et Hjerte fæster Rod.