Naar Svenden gaar i Kampen
for Folk og Fædreland,
og trodser Dødningdampen
det bedste som han kan, —
da bede vel hans Kjære
om Sejr for Land og Hær,
og hjælpe ham at bære
al Krigerens Besvær.
Men naar paa vilde Strande
Guds Riges Hær staar Vagt
i fjerne Hedninglande
om Korset uforsagt,
maa døje Sydens Hede
og Nordens Snee og Is, —
skal vi da ikke bede
og hjælpe ligervis?
Er ej vor egen Sejren,
og vort hvert Nederlag!
Er ej Guds Ark i Lejren
med Korsets dyre Flag!
Skal vi med Elis Sønner
fra Helligdommen fly,
og ej med vore Bønner
til Kampens Herre ty!
Ak hvor dog Lyst til Freden
har taget os med Vold!
Ak hvor dog Kjærligheden
er bleven død og kold!
Ak hvor dog vore Tanker
har snævre Stier traadt!
Ak hvor dog Hjertet banker
for vore Brødre smaat!
Op Venner, kæmp i Aanden
i Hedningdysten med!
Luk Hjertet op og Haanden,
skik Bud og Hjælp afsted!
Kom, lett de Vaabenføre
den strænge Nattevagt —
lad Verden see og høre,
vi er med dem i Pagt!