I Herrens Vingaards-Svende,
de sidste med de første, —
hvor er der mange Ranker,
som efter Næring tørste!
Der er saa mange Vildskud,
som ædle Safter tære!
mangen gold og tørret Kvist,
som Druer kunde bære!
Der er saamange Sjæle,
som mellem Torne hildes,
der er saamange Vunder,
som trænge til at stilles.
Der er saamange Smaafolk,
som trænge til at støttes,
og saa mange brudte Baand,
der trænge til at knyttes.
Har Herren ikke sat os
til Rankerne at passe,
og rakt os Lugekniven
i Lovens Ord det hvasse,
og viist os Livets Kilde
til tørre Skud at kvæge,
og bragt os Kjærlighedens Baand
til Brudd og Brist at læge.
Til Arbejd, Herrens Svende,
til Arbejd med at grave
og vande og beskjære
og binde op hans Have!
Til Arbejd i at elske
med meer end Ord og Tunge —
hører I, Han kalder lydt
paa Gamle som paa Unge!
Naar Skyggerne da falde,
og Kniv og Hakke lægges,
og trætte Hænder hvile,
mens Nadverbordet dækkes,
da kommer Vingaardsherren
og rører Aftenklokken —
Herre, tag da med til Bords
os Smaa i Arbejdsflokken!