Naar Midsommersolens Straaler
til Skovens Løngange naae,
da bære de tusind Blade
tusind Solbilleder smaa.
Saa lyser Frelserens Billed,
i hvor det kastes ind,
i tusind fattige Hjerter,
i mangt et bedrøvet Sind.
Og som hint Himlens Stor-Lys,
hvor Bølgen gaar mod Kyst,
blinker med tusind Smaalys
paa Havets bævende Bryst, —
saa spejles Frelserens Billed
i Sjælenes dybe Grund,
og hvor det Billed gribes,
faaer Hjertet en gylden Stund.
Han spejles i fulde Strømme,
og i den lave Strand;
med Mosens plumrede Vande
tager til Takke Han!
Ja, ejer Du blot en Taare
til Bod for Fald og Fejl,
den ene brændende Draabe
kan vorde Guds Naades Spejl.