Hvem var hun? Hans Egedes,
Grønlænder-Præstens Viv!
som bytted Norrlands Præstegaard
med eskimoisk Liv;
som fløj over vilde Vande
paa Haabets vaade Vinge,
for Is-Ørknens Sjæle
et Fredens Ord at bringe.
Her himles hun i Baaden
paa Fjordens kolde Skjød,
under ludende Isbjerg,
som truer Alt med Død;
selv istand at bære,
ja smelte ved sit Hjerte,
hele høje Bjerge
af Mishaab, Nød og Smerte.
Dér sidder hun i Hytten
og holder ud et Tørn
i Osen af vel hundred
trannede Grønlænder-Børn!
Hun skimter et Guds-Billed
bag Øjets Taageramme;
saa lærer hun dem trøstig
et Fadervor at stamme.
Her er hun paa en Valplads,
hvor Helte vilde fly,
blandt koppesyge Kvinder,
hvem Egede gav Ly.
Mens hendes gjæve Husbond
maa bære ud de Døde,
de Døende hun trøster
med Livets Morgenrøde.
Og gik i Kolonien
det høje Rædselsraab:
Nu dø vi Hungersdøden,
vort Meel er sluppet op!
hun pakked ej sin Kiste,
da Tønderne blev tomme,
hun tro’de fast og frejdig,
at Skibet maatte komme!
Og ej blev hun beskæmmet:
fra Havet kom der Brød!
Og aldrig var hun haabløs
i nogen Slags Nød;
var Modgang ved at isne
Hans Egedes Pande, —
i hans Hustrus Sjæl
var der aabent Vande.
Ak, da han træt og mødig
lod staa fra høje Nord,
da havde han i Stormen
sin Hustrus Lig ombord.
Men knælende han takked for,
paa Danmarks milde Strande,
at hun havde fulgt ham
over de vilde Vande.
Og var hun ingen Thyra,
der bygged Vold og Værk, —
af Troen paa Guds Naade
hun selv blev tømret stærk!
mod Hedningmørkets Hære
hun rejste Hjemmets Virke,
mens hendes fromme Husbond
bygged i Snee Guds Kirke.
Og var hun ingen Dagmar,
som gav de Fangne løs, —
bundne Børnesjæle
hun løste med et Kys!
Og var hun ej Margrete,
som fletted Et af trende, —
Tro og Haab og Kjærlighed,
de tre blev Et hos hende!
Du højbaarne Kvinde
med det borgerlige Navn,
Dig elsker jeg, og Alle,
som med et Kors i Favn
stod Kjærlighedens Forpost
i fjerne Eensomheder, —
Ham, der gav Jer Styrken,
ham elsker jeg i Eder.