Glem Døden, naar det gaar tilstorms,
hvor Ærens Fane vajer!
Glem Døden, gaar det mod et Vorms,
hvor ej der kæmpes for en Forms
men for en Sandheds Sejer!
Men naar i Lidenskabens Brand
Du blusser op og gløder,
og naar i Lykkens Glemmeland,
og strenge Tiders Ørkensand
Dig Fristeraanden møder;
Da husk, vi er som i en Baad
paa Verdenshavets Bølge!
At Livet hænger i en Traad, —
at Synden, som er Dødens Braad,
har Dommens Dag i Følge!
Ja glem ej Døden, husk den vel,
naar Sol i Havet dukker;
naar Mørket vider sine Skjel,
og naar Du selv i sene Kveld
din Sengelampe slukker!
Thi Mulmet, naar det vælder ud,
og jager Aftenrøden,
det dunkle, stjernesaa’de Skrud,
det fik af alle Sjæles Gud
den Indskrift: Glem ej Døden!