»Effata!
Lad Dig op!«
lød det, mens den Døve stirred;
og den stumme Læbe dirred,
da det klang: spring op, spring op!
Og det smelted om hans Øre,
og hans Tunges Hylster sprang,
og han mægted selv at høre
Læbens løste Takkesang.
»Effata!
Lad Dig op!«
lyder endnu Frelserrøsten,
til i bange Sjæle Trøsten
fanger Liv og sætter Knop;
aabner end mit lukte Øre,
døvt af Verdens tomme Larm;
skal endnu min Læbe gjøre
vidneglad og vidnevarm.
»Effata!
Lad Dig op!«
Det er Skaberordets Søster!
Klang af Foraarsvindens Røster
gjennem Skovens nøgne Top;
Klang af Foraarsregnens Draaber
over Bøgens lyse Skud; —
det er det, som Solen raaber:
Effata, spring ud, spring ud!
»Effata!
Lad Dig op!«
Almagtsord med Løndomsrune,
Gjald af Dommedags Basune
over Jordens Kæmpekrop!
Bruse gjennem Dødens Have
skal Guds store Effata,
og faae Svar fra aabne Grave
i et sødt Halleluja!